Er du ny borgmester i Kerteminde? - Det ligner det

Efter flere dages forhandlinger er det stadig ikke helt klart endnu, hvem Kertemindes nye borgmester bliver. Men alt tyder på Kasper Olesen (S).

Lige ved og næsten. 

Efter mange og lange forhandlinger de seneste dage kunne Kasper Olesen fredag formiddag fortælle, at det sandsynligvis bliver ham, der skal bære den tunge borgmesterkæde i Kerteminde. 

- Det ligner det, siger Kasper Olesen til TV 2/Fyns reporter efter forhandlingerne i mødelokale 121. 

- Vi mødes igen om to timer. 

Han fortæller, at Hans Luunbjerg (V) peger ham som ny borgmester i Kerteminde Kommune.

Med støtten fra Kertemindes nuværende borgmester, Hans Luunbjerg, har Kasper Olesen et flertal på 13 ud af 25 medlemmer i byrådet.

Kerteminde har været blandt de allersidste kommuner, der ikke har kunnet udpege en ny borgmester.

Allerede tidligt fredag morgen stod det klart, at der ville komme en afgørelse i borgmesterkampen i Kerteminde. 

TV 2/Fyns reporter Ann-Sophie Holm var nemlig med, da i Venstre, SF, Ø og Socialdemokratiet gik til møde sammen klokken 9.15.

Omkring klokken 9.30 blev Konservative så inviteret med til mødet. Men da de kom ud fra mødet igen fem minutter efter, så de ikke glade ud. 

Og det var der så en grund til. 

Først var de tre - så to...

Både Konservative og Socialdemokratiet fik hver syv mandater ved tirsdagens valg, mens Venstre kun sidder med tre. Alligevel meldte Hans Luunbjerg først ud, at han gik efter at genvinde borgmesterposten.

Men torsdag aften trak han sig i den kamp. 

-  Ved nærmere eftertanke kan jeg jo se, at det ville blive et smalt flertal, og der er behov for et samarbejdende byråd, som sørger for at løse nogle af de problemer, som Kerteminde Kommune har. Og så kan det ikke løse noget, at det er 13 mod 12, for så bliver det bare fire lange år for Kertemindes borgere, sagde han til TV 2/Fyn torsdag.

Vi kunne trække lod

Kampen om borgmesterkæden stod altså fra torsdag til fredag formiddag mellem Kasper Olesen (S) og Klavs Lauridsen (K).

Torsdag eftermiddag gik tankerne på, at det muligvis kunne ende med en lodtrækning, der skulle bestemme, hvem Kertemindes borgmester skulle være, hvis de ikke kunne blive enige.

- Hvis de ikke kan blive enige, skal spørgsmålet til afstemning i byrådssalen om, hvem man gerne vil have som borgmester. Det skal det to gange, og hvis man ikke er enige om det der, skal der trækkes lod i alleryderste konsekvens, siger TV 2/Fyns reporter Ann-Sophie Holm, der også fredag står klar i Kerteminde for at følge den allerseneste udvikling.

Se hele TV 2/Fyns live fra facebook her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt