K vil bruge millionbeløb på gratis parkering i Odense

Den konservative spidskandidat Søren Windell foreslår, at der skal være gratis parkering i parkeringskælderen under Thomas B. Thriges Gade i Odense.

Nu kommer den konservative spidskandidat i Odense, Søren Windell, de forretningsdrivende i Odense bymidte til hjælp. For at få flere kunder i butikkerne, foreslår Søren Windell, at bilisterne hele ugen får to timers gratis parkering i den nybyggede parkeringskælder under Thomas B. Thriges Gade. 

quote To timers gratis parkering vil give folk større lyst til at tage ind til bymidten for at handle

Søren Windell, spidskandidat for konservative i Odense

To timers gratis parkering vil give folk større lyst til at tage ind til bymidten for at handle, og det vil give bymidten et løft og gøre butikkerne mere konkurrencedygtige i forhold til steder, hvor der er gratis parkering, forklarer Søren Windell. 

Konservative har ikke fået lavet beregninger af, hvor meget det vil koste at indføre en ordning med to-timers gratis parkgering, men vurderingen fra Søren Windell er, at det vil koste omkring fem millioner kroner om året. 

Pengene skal findes inden for byomdannelsesprojektet "Fra gade til by", hvor der er sat penge af til midlertidige aktiviteter og den såkaldte fremkommelighedspulje på ti millioner kroner, som Konservative har foreslået til budget 2018 i Odense.

- Jeg hører, at flere butikker i bymidten er pressede. Især i området omkring Overgade, Nedergade og de handlende på torvet i H.C. Andersen-kvarteret kan mærke, at byen er ved at blive bygget om. Dem skal vi hjælpe, for det er vigtigt at sørge for, at der også er aktivitet i bymidten, når vi er færdige med byomdannelsen.

Fri parkering til letbanen åbner

Ifølge forslaget fra de konservative skal den gratis to-timers parkering være gældende frem til letbanens åbning i 2020.

Hos Socialdemokratiet i Odense bliver det konservative forslag afvist. Politisk ordfører Tim Vermund mener, at det er en dårlig idé at bruge pengene på gratis parkering, da der er andre ting, der er vigtigere at bruge penge på.

Og så kan det ikke lade sig gøre at hente pengene i byomdannelsesprojektet "Fra gade til by".

- Søren Windell kan ikke hente pengene i "Fra gade til by", da det er projekt, hvor Realdania betaler halvdelen, og hvor Odense Kommune har forpligtet sig. Så man kan ikke bare hente pengene der, forklarer Tim Vermund. 

I dag er der fri parkering det første kvarter og hele søndagen. 

I alt er der lige nu 500 parkeringspladser i den sydlige del af parkeringskælderen under Thomas B. Thriges Gade. I 2019 forventer Odense Kommune, at også den nordlige del af parkeringskælderen er færdig, og dermed er der samlet 1.000 parkeringspladser.

Oversigt

    Oversigt