Rekordmange unge uden job: - Vi mangler busser

Rekordmange unge går ledige i Assens Kommune. Dårlige busforbindelser og manglende dialog med de unge er blandt årsagerne, lyder det fra de unge selv.

Nicklas Sunil Johannsen drømmer om at blive pædagog. Men det er en udfordring for ham. Blandt andet fordi han bor i et yderområde i Assens Kommune.

- Det er et problem for mig, at der er dårlige busforbindelser. Jeg bor et sted, hvor det ikke er nemt at skulle passe en uddannelse, fordi der kører meget få busser, siger Nicklas Sunil Johannsen.

Nicklas er 17 år, og han bor på landet mellem Haarby og Assens. Langt væk fra Odense, hvor den nærmeste mulighed for at uddanne sig til pædagog findes. 

Lange dage

- Jeg ved ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre at gennemføre en uddannelse, hvis jeg skal helt til Odense. Selv om jeg kunne komme til Haarby eller Glamsbjerg og tage en bus derfra videre, så er det ikke sikkert,  at jeg ville kunne nå hjem igen til aftensmad og lektier. Jeg ved ikke, om jeg vil kunne klare at have så lange dage, lyder det fra Nicklas, der dog stadig kæmper for at bevare håbet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at Assens Kommune er den kommune i Danmark, der har den højeste ledighed for de 25 til 29-årige. I 2016 havde 11,2 procent af de unge mellem 25 og 29 år hverken job eller uddannelse. Til sammenligning er andelen af unge fuldtidsledige på landsplan kun 7,4 procent.

Også i gruppen 16 til 24 år er ledigheden i Assens Kommune den højeste blandt de fynske kommuner. I den aldersgruppe er 3,4 procent af de unge arbejdsløse.

Mange giver op

- Der er mange unge her i området, der opgiver at få en uddannelse. Så tager de et eller andet dårligt arbejde, som de måske slet ikke interesserer sig for, bare for at tjene penge. Og så kommer de aldrig videre, og det er synd, siger Nicklas Sunil Johannsen.

 

Nicklas Sunil Johannsen gør alt, hvad han kan for at holde sig i gang. Han er aktiv fodboldsspiller i Glamsbjerg IF, og han er også en af de frivillige, der støtter op om aktiviteterne i Assens Kommunes ungdomskulturhus i Glamsbjerg. Og for nylig er det lykkedes ham at få nogle timers arbejde om ugen som medhjælper i en af de lokale børnehaver.

- Jeg satser stadig på at blive pædagog, men jeg ville ønske, at der var en mulighed for at få uddannelsen her i Assens Kommune. 

Politikerne burde spørge os 

Hvad mener du, at Assens Kommunes politikere skal gøre for at løse problemet med de mange arbejdsløse unge?

- Altså for mig er problemet busserne, og det er det også for mange andre. Men jeg synes også, at politikerne skulle tage og snakke mere direkte med os unge om hvad, problemet er. Vi ved jo, hvad det handler om, så politikerne kunne godt være bedre til at spørge os til råds, lyder opfordringen fra Nicklas Sunil Johannsen.

Den rekordstore ungdomsarbejdsløshed i Assens Kommune bliver et af temaerne, når TV 2/Fyn holder debatmøde i Glamsbjerg tirsdag. 

Kom til debatmøde i Glamsbjerg

 

Oversigt

    Oversigt