Rød blok i Nyborg: Ja til plejehjem, men ikke i privat-regi

De to fløje i byrådet i Nyborg klemmer hinanden i sag om plejehjem på havnen. Den rød-grønne blok vil også have bynært plejehjem, men udelukker udlicitering.

I weekenden sadlede den siddende borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V), om og bøjede sig for Dansk Folkepartis Carsten Kudsk.

Carsten Kudsk vil have et nyt superplejehjem på havnen i Nyborg. Og det får han, sagde Kenneth Muhs.

Kenneth Muhs havde ellers, hvis ikke afvist, så sparket den idé til hjørne og i upræcise vendinger sagt, at han måske ville sende den ind over det nye byråd efter tirsdagens valg.

Carsten Kudsk er blå bloks parlamentariske sikkerhedsnet, og han meddelte søndag,  at "jeg ikke sætter min underskrift på en konstitueringsaftale, hvis det nye plejecenter ikke er en del af aftalen".

Den melding fik Kenneth Muhs til at meddele at Venstre er "interesseret i - i en fælles konstituering med DF - at arbejde for et plejehjem på havnen så vidt det er muligt i forhold til DF's forslag  i den kommende byrådsperiode 2018-2021."

Rød-grønne røg til tasterne

Det har nu fået det rød-grønne valgforbund mellem Alternativet, Radikale Venstre, Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet til at se rødt.

Mandag udsendte kvintetten en pressemeddelelse, hvor i det blev gjort klart, at man er "indstillede på, at der skal være bynære plejehjemspladser efter behovet".

- Vi ønsker at arbejde videre på de grundige analyser og de hensigter, som det nuværende byråd i enighed besluttede d. 30.8.16. Konklusionen var, at vi og Ældreudvalget i de kommende år nøje følger udviklingen på ældreområdet med henblik på rettidigt at kunne imødekomme behovet for plejeboliger", skriver de i pressemeddelelsen.

Samtidig udelukker det rød-grønne forbund, at udlicitere plejen af vores de til et privat drevet plejehjem.

Det rød-grønne valgforbund mener desuden, at borgerne er "bedst tjent med gennemtænkte og kloge løsninger. Det kræver grundighed og gensidig tillid mellem politikerne - en tillid bygget på aftaler og bredt samarbejde", står der videre i pressemeddelelsen, som afsluttes med den slet skjulte hentydning til Kenneth Muhs og DF:

- Som udgangspunkt vil vi gerne samarbejde på tværs med alle partierne i det kommende byråd - om at udvikle vores fællesskaber og kernevelfærd!

Oversigt

    Oversigt