Rørt Assens-borgmester efter valgsejr: - Jeg er glad og overvældet

Alle stemmer er talt op i Assens Kommune, hvor blå blok får massiv fremgang.

Det ser ud som om, at den siddende borgmester i Assens kan se frem til fire år mere på posten. Det endelige valgresultat for kommunen ligger klar, og her kan blå blok nu fejre en klar sejr. 

Borgmesterens parti, Venstre, går 7,9 procentpoint frem, og har således fået 42 procent af stemmerne i kommunen. 

- Jeg er bare så glad, og det skyldes alle de mennesker her i stuen. Jeg er overvældet, siger borgmester Søren Steen Andersen, der med meget stor sandsynlighed kan fortsætte som borgmester. 

- Nu skal vi indkalde de partier som vi kan samarbejde med og se om vi kan lave en aftale, siger Søren Steen Andersen.

 

Socialdemokraterne med Charlotte Vincent i spidsen går derimod 7,1 procentpoint tilbage, og har kun fået 25,5 procent af stemmerne. 

- Det ser ud som om vi er blevet straffet for skoledebatten, og så har jeg som ny spidskandidat ikke slået i gennem som Finn Brunse gjorde det, lyder det fra Charlotte Vincentz fra Socialdemokraterne

 

Dansk Folkeparti var spået en nøglerolle efter valget, og Jens Henrik Thulesen Dahl rakte ud efter borgmesterposten. Men partiet mistede et mandat og kom ikke i nogen nøglerolle, da Venstre satte sig på flertallet.

- Det er jeg da ærgerlig over, og det tyder på at vælgerne har straffet os for de ting vi har gjort i forhold til skolerne, siger Jens Henrik Thulesen Dahl

 

Herunder kan du se resultatet for alle partierne i Assens Kommune. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt