Vælgere i Vollsmose: Vi mangler arbejde

Manglende arbejdspladser, politikerne er usynlige, og kommunen siger for ofte nej. Det var nogle af kritikpunkterne, da der onsdag eftermiddag var vælgermøde i Vollsmose.

Blandt deltagerne i vælgermødet i Vollsmose var spidskandidaterne Jane Jegind, (V), og Peter Rahbæk Juel, (S), og de blev mødt med flere kritikpunkter.

Et af de store var, at der mangler arbejdspladser i området, og det er kandidaterne enige i:

- Det er en af de helt store udfordringer. Tilknytning til arbejdsmarkedet og at indgå i et fællesskab, det betyder rigtig meget. Det, at man kan tjene sine egne penge, giver en frihed. Når jeg går rundt i Vollsmose, så er det det, jeg hører mest: Kan du ikke skaffe et job, sagde Peter Rahbæk Juel efter mødet. 

Mohamed Yassin, formand for Fyns Internationale Ungdomsklub, mener, at det største problem i Vollsmose er manglen på jobs og praktikpladser.

Han nævner dog, at der er succeshistorier. Et byg-til-vækst projekt i Korsløkkeparken skaffer unge ledige job i byggebranchen.

- Det kopierer vi over i de helhedsplan-projekter, der er på vej i Vollsmose. Derudover handler det om at holde fast i uddannelse, at lade være med at spare på folkeskolen herude og sikre, at der er nogle gode institutioner, siger han.

Jane Jegind er enig i, at der mangler arbejdspladser:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er jo det, vi arbejder benhårdt på. Den gryende vækst, der er, er ved at blive omsat til arbejdspladser.

Hun mener, at det er vigtigt at skaffe alle slags arbejdspladser.

- Vi er gode til robotter, it og droner, men vi skal også sørge for, at der er arbejde til andre end ingeniørerne. Derfor skal vi satse på for eksempel turisme, fødevarer og handel. Det er jo ikke kun i Vollsmose, der mangler arbejdspladser. Det er faktisk i hele Odense, siger hun.

Politikerne er usynlige
Et andet kritikpunkt var, at beboerne i Vollsmose ser for lidt til politikerne; men det afviser de to spidskandidater.

- Jeg kommer jævnligt i Vollsmose. Jeg tror jeg har været herude 12 - 14 gange, siden jeg blev borgmester. Jeg takker sjældent nej til en invitation; men det er jo ikke sikkert, at man har set mig, fordi det har været uden det store presseopbud. Det har været til en kop kaffe og en snak om frivillig-projekter for eksempel, siger Peter Rahbæk Juel. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er vigtigt, at vi kommer her uden pressen. For når vi kommer, er det for at snakke med beboerne - ikke at lave et tv-interview. Men så opdager det store område, som Vollsmose er, ikke, at vi er her. Det er det samme, når vi for eksempel besøger en boldklub i Sanderum, så opdager de det heller ikke allesammen.

Kommunen siger for ofte nej
Begge spidskandidater fremhæver, at det gælder om at understøtte de mange positive kræfter i bydelen - ikke mindst de mange, der gør en frivillig indsats.

Men på mødet kom det frem, at frivillige ofte får nej, når de henvender sig til kommunens forvaltning.

Derfor går de mest ihærdige uden om kommunen og skaffer penge til initiativer ved egen kraft.

- Jeg oplever, at flere og flere tager sagen i egen hånd. Det er bare vigtigt for dem at skabe en forandring, men vi skal jo ikke sidde for tungt på døren, hvis de gerne vil lave noget, siger Peter Rahbæk Juel.

Interview med Peter Rahbæk Juel og Jane Jegind

 

Oversigt

    Oversigt