Frygter aflyst studentereksamen: Se hvor konflikten rammer på Fyn

Lønmodtagere på det offentlige område har varslet konflikt fra den 4. april. Flere fynske skoler, institutioner og arbejdspladser er udpeget som konfliktområde, hvis konflikten bliver en realitet.

Flere fynske uddannelsesinstitutioner er blandt de arbejdspladser, der allerede nu er udpeget til at strejke, hvis konflikten bryder ud 4. april.

Gymnasielærernes fagforening har på Fyn udpeget Odense Katedralskole, Sct. Knuds Gymnasium og HF og VUC Fyn til institutioner, hvor lærerne skal i konflikt. 

På Odense Katedralskole vil en eventuel konflikt omfatte 80 lærere. 

- Mine kolleger opfatter det som lidt mere virkeligt, når man får at vide, at man er udtaget til strejke. Men vi tager det pænt og har fokus på vores elever, siger Rasmus Storm, der er tillidsrepræsentant på Odense Katedralskole. 

Konfliktvarslet er allerede rygtedes blandt de 850 elever på skolen. 

- Eleverne føler sig allerede nu usikre på, hvad der skal ske med deres eksamener - især dem, der afslutter fag til sommer. Nogle elever er ligefrem bekymrede for, om de bliver studenter til sommer, siger Rasmus Storm. 

Produktionsskole rammes

Men de tre fynske gymnasier er langt fra de eneste, der bliver omfattet af en storkonflikt. 

På uddannelsesområdet er også AMU Fyn og IT-center Fyn udset til konflikt, og de ansatte på en lang række produktionshøjskoler er også omfattet af strejkevarslet. På Fyn handler det om disse skoler: 

  • Fugleviglund Produktionshøjskole
  • Faaborg-Midtfyn Produktionsskole
  • Østfyns Produktionsskole
  • Middelfart Produktionsskole
  • Otterup Produktionshøjskole
  • Søndersø Produktionshøjskole
  • Odense Produktionshøjskole

Derudover er der sendt konfliktvarsel for Sydfyns Erhvervsskole.

På fri- og efterskoleområdet er der sendt konfliktvarsler til Broby Friskole, Broby Sportsefterskole, Nyborg Friskole og Svindinge Friskole på Fyn.

Politi og Skat i konflikt

På HK-området er blandt andet ansatte hos Fyns Politis servicecenter og anklagemyndigheden udset som konfliktområde. Ansatte hos politiet er tjenestemandsansatte og må ikke strejke, men de HK-ansatte hos politiet må gerne nedlægge arbejdet. Det kan ramme opkald via 114, modtagelsen af politianmeldelser, den automatiske hastighedskontrol og køreprøver.

På skatteområdet vil en række medarbejdere hos Skat i Odense, Middelfart og Svendborg blive sendt ud i strejke. Den statslige institution Socialstyrelsen er også udpeget som konfliktområde.

Også børnepasningsområdet og landets folkeskoler risikerer at bliver omfattet af en eventuel storkonflikt. Pædagogernes Fagforening, BUPL, ventes at sende strejkevarsel og liste over udpegede institutioner onsdag.

Danmarks Lærerforening forventes at udsende konfliktvarsler mod konkrete skoler på mandag.

FOAs regional og kommunale konfliktområder på Fyn

Oversigt

    Oversigt