Konflikt - rager det mig?

Lønmodtagerne på det offentlige område har varslet konflikt fra den 4. april. Men får det nogen betydning for dig? TV 2/FYN giver dig svaret.

HVAD ER PROBLEMET?
Overenskomsterne for ansatte i kommuner, regioner og staten udløber med udgangen af marts. Forhandlingerne om nye overenskomster er brudt sammen af flere omgange og nu har lønmodtagerne varslet konflikt fra den 4. april. 

HVORFOR KAN DE IKKE BLIVE ENIGE?
De helt store knaster i overenskomsforhandlingerne har været at blive enige om lønnen. Men også uenigheder om betalt frokostpause og en arbejdstidsaftale for lærerne, skiller parterne. 

FÅR VI SÅ KONFLIKT DEN 4. APRIL?
Måske! Det, der sker nu, er at de faglige organisationer og arbejdsgiverne bliver indkaldt til flere møder i forligsinstituitionen. Hvis det ikke lykkes forligsmand, Mette Christensen, at bringe parterne nærmere hinanden, er konflikten en realitet fra den 4. april.

Forligsmanden har dog mulighed for at udskyde en konflikt i to gange 14 dage, hvis hun vurderer, at forhandlingerne går i den rigtige retning.

KOMMER DET TIL AT GÅ UD OVER MIG?
Højst sandsynligt! Overenskomsterne gælder for sygeplejersker, pædagoger, lærere, sosu-personale og andre faggrupper på det offentlige område. Du kommer til at mærke konflikten direkte, hvis du er ansat på et af de områder, konflikten dækker over eller hvis du fx har børn i skolen, ældre familiemedlemmer på plejehjem eller hvis du skal opereres på hospitalet.

SKAL ALLE STREJKE?
Nej! Mellem 10 og 15 procent af de ansatte på det offentlige område bliver udtaget til at strejke. De forskellige fagforbund har hver især udpeget de arbejdspladser, der skal strejke, men de endelige planer er ikke offenliggjort endnu - se en foreløbig liste her. 

Oversigt

    Oversigt