Fjerde gang var lykkens gang: Lungesyge Catherine tildelt førtidspension

Kronisk lungesyge Catherine Brændeholm er flere gange blevet indstillet til førtidspension af et team i Faaborg-Midtfyn Kommune. Og lige så mange gange er sagerne blevet afvist af et andet team i kommunen. Men torsdag fik hun endelig sin førtidspension.

- Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg har det. Det er totalt urealistisk, fortæller en tydeligt lettet Catherine Brændeholm, der efter knap to års tovtrækkeri med Faaborg-Midtfyn torsdag blev bevilget førtidspension.

Tre gange tidligere har hun været indstillet til en førtidspension af kommunens rehabiliteringsteam, men alle tre gange blev indstillingen afvist af samme kommunes pensionsteam.

Den 27. juni blev Catherine Brændeholm så indstillet for fjerde gang. Og denne gang godkendte pensionsteamet indstillingen af gav hende en fuld førtidspension.

quote Jeg sad herhjemme sammen med min mor og min toårige niece, og så ringede min telefon. Da hun sagde, at det var fra pensionsnævnet og at jeg havde fået den, begyndte det hele at ryste og tårerne trillede. Og så begyndte min mor også at græde

Catherine Brændeholm

- Jeg har kæmpet for det her i så lang tid, så det er lidt vildt. Jeg er virkelig, virkelig glad og lettet, siger Catherine Brændeholm.

Hun lider af sygdommen cystisk fibrose. En uhelbredelig, arvelig sygdom, der langsomt nedbryder lungerne. Halvdelen af alle med sygdommen dør, før de bliver 43. Som følge af lungesygdommen har hun fået diabetes og gigt i leddene.

- Jeg kan næsten kun ligge i min seng, hvis jeg har en dårlig periode. Og det kan jeg næsten ikke engang, fordi jeg har så mange smerter, når jeg ligger ned, har 22-årige Catherine Brændeholm tidligere fortalt til TV 2/Fyn.

- Forfærdeligt forløb

Efter fire års kamp med Faaborg-Midtfyn Kommune Catherine Brændeholm har hun nu endelig fået en anerkendelse af sin sygdom.

- Det har været ganske forfærdeligt. I starten lovede de mig, at jeg havde fået førtidspensionen, men jeg fik den så ikke alligevel. Her til sidst troede jeg ikke rigtig på det, og denne gang troede jeg slet ikke på det og grinede bare lidt af det - og så lykkedes det. Det er helt fantastisk, siger Catherine Brændeholm.

Beskeden fik hun fra pensionsteamet i kommunen, så snart de torsdag middag havde holdt møde om hendes sag.

quote Nu kan mit voksenliv rigtig starte

Catherine Brændeholm

- Jeg sad herhjemme sammen med min mor og min toårige niece, og så ringede min telefon. Da hun sagde, at det var fra pensionsnævnet og at jeg havde fået den, begyndte det hele at ryste og tårerne trillede. Jeg blev helt mundlam. Og så begyndte min mor også at græde, og min niece så mærkeligt på os.

- Kvinden i røret sagde: Du behøver ikke sige noget, for vi ved godt, at det ikke altid har været sjovt, fortæller Catherine Brændeholm.

Allerede kort tid efter telefonsamtalen modtog hun de papirer, der bekræfter førtidspensionen med tilbagevirkende kraft fra 1. juli.

- Nu kan mit voksenliv rigtig starte, siger Catherine Brændeholm. 

Oversigt

    Oversigt