Penge til alle: Alternativet vil bruge milliarder på borgerløn

Alternativets spidskandidat til kommunalvalget i Odense, Susanne Bækholm, vil gøre byen til forsøgskommune i kampen for borgerløn. Konfronteret med de potentielle, kolossale udgifter anerkender hun i aftenens udgave af ”10 minutter”, at det nok er urealistisk.

Alle borgere over 18 år, uanset baggrund, skal garanteres en fast minimumsindkomst ifølge Alternativet. Spidskandidat Susanne Bækholm går til valg på at gøre Odense til frikommune for at afprøve såkaldt borgerløn.

- Der skal ikke være forskel på folk. Alle skal have det samme i grundydelse. I Holland har man et forsøg hvor en gruppe borgere får 7000 kroner om måneden, forklarer Susanne Bækholm i aftenens udgave af interviewprogrammet ”10 minutter” på TV 2/Fyn.

Har endnu ikke regnet på prisen

”10 minutter” er TV 2/Fyns nye, konfronterende interview-format, hvor vi går i dybden med én kandidat og ét emne frem mod kommunalvalget 21. november.

Hun mener, at det kunne være et lignende beløb, man udbetalte til alle voksne over 18 år i Odense, uanset om der er tale om kontanthjælpsmodtagere eller for eksempel en bankdirektør.

Susanne Bækholm og Alternativet har dog ikke regnet på, hvad sådan et forsøg vil koste i Odense.

- Nej, det har vi ikke noget fast regnestykke på. Vi er et nyt parti, og vi har endnu ikke fået adgang til 

”regnedrengene”, lyder fra Susanne Bækholm i aftenens program.

Hun håber, at forsøget, hvis det bliver til noget, vil betyde, at borgerløn er indført overalt i Danmark i løbet af en femårs periode.

”10 minutter” sendes i aftenens nyhedsudsendelse klokken 19.30, og har Frederik Roland som fast vært.

Oversigt

    Oversigt