I det fynske folks tjeneste

Politiker lever af banker: Hylder ny lovændring

Nye regler for kviklån blev torsdag formiddag vedtaget i Folketinget. Fynsk låneportal, der tidligere har reklameret for de hundedyre lån, byder nu den nye lov velkommen.

Tommy Hummelmoses eget parti på Christiansborg stemte imod den nye lov om kviklån.

Opdateret

  • 04. jun 2020 kl. 18:32 TV 2 Fyn har valgt at rette artiklen efter samtale med Tommy Hummelmose, der har gjort opmærksom på, at han hele tiden har ønsket lovgivning på området for kviklån. Dog kunne han ikke stemme for et brev til politikerne på Christiansborg, da han fandt det for detaljeret i forhold til en kommunalpolitikers viden. 

En lov gør det nu umuligt for danskere at optage lån med en årlig omkostninger på op til 900 procent. Et stort flertal i Folketinget vedtog tirsdag  at sætte et loft på 35 procent i rente på forbrugslån. 

Den konsevative byrådspolitiker Tommy Hummelmose, Odense Kommune,  driver virksomheden Intelligent Banker, der tidligere har reklameret for lån med mange hundrede procent i renter.  Men Tommy Hummelmose hylder alligevel det lovforslag om kviklån, som torsdag formiddag blev vedtaget på Christiansborg.

- Ingen kan være tjent med renter på flere hundrede procent, og det vil lovforslaget rette op på, siger Tommy Hummelmose torsdag formiddag i en udtalelse til TV 2/Fyn.

Læs også Grundlovsdag live: Bjørn og Christoffer guider om vejen til magten

Alligevel undlod Tommy Hummelmose sammen med Venstres Christoffer Lilleholt at stemme, da Beskæftigelses- og Socialudvalget i september sidste år vedtog at sende et brev til ministre og politiske ordførere med forslag til nye initiativer og regler på låne- og gældsområdet. De to politikere havde foreslået et ændringsforslag til henvendelsen, men da et flertal i udvalget afviste ændringsforslaget, undlod Tommy Hummelmose at stemme for at sende forslaget til tre ministerier.

Argumentet fra Tommy Hummelmose lyder, at ændringsforslaget var for detaljeret til, at en kommunalpolitiker kunne tage stilling til det. Derfor stemte han i stedet for sit ændringsforslag, som dog blev forkastet. 

- Manipulerende portal

Tommy Hummelmose er medejer af Intelligent Banker. Virksomheden driver flere portaler, der formidler netop kvik- og forbrugslån  i seks forskellige europæiske lande. 

Portalerne har Forbrugerrådet tidligere kaldt for både ”manipulerende” og "problematiske".

Blandt andet sagde seniorøkonom ved forbrugerorganisationen, Morten Bruun Pedersen, i februar 2019 følgende til TV 2 /Fyn:

- Når man går ind på en portal, er det for at finde det bedste og billigste produkt. Det er ikke dét, man bliver præsenteret for her.

Til kritikken svarede Tommy Hummelmose blandt andet:

- Vi hjælper forbrugeren til at få frit valg imellem de finansielle tjenester som banker og finansieringsselskaber stiller til rådighed. Det er den "intelligente bankmand".

Firmaer retter ind

Men ifølge Tommy Hummelmose er der siden sket en ændring:

- Intelligent Banker er reklamebureau for en lang række banker, og vi kan allerede nu se, at flere af disse er begyndt at justere deres renter ned i henhold til de nye regler.

Han tilføjer, at Intelligent Banker fortsat forventer at hjælpe bankerne med at annoncere for deres produkter, som fremadrettet vil være underlagt den nye lovgivning.

Læs også Stor bøde: Tæve med fem hvalpe lukket inde på varmt badeværelse

I februar 2019 oplyste Tommy Hummelmose, at "mere end syv millioner mennesker i Europa sammenligner lån på Intelligent Bankers sammenligningstjenester". 

Loft over ÅOP

Med aftalen på Christiansborg forbydes forbrugslån, der har en årlige omkostninger (ÅOP, red.) på over 35 procent.

- Med det nye indgreb sætter vi både en langt lavere grænse for, hvor høje de årlige omkostninger må være, og vi sætter et loft over, hvor meget man som forbruger maksimalt skal betale tilbage i renter og gebyrer, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) til Ritzau.

Samtidig er der indført markante stramninger for, hvornår virksomheder må markedsføre forbrugslån.

Fakta

Ifølge tal fra Digitale Långivere tog forbrugerne 358.000 kviklån i 2018 og lånte i alt 822 millioner kroner.

Det er en fordobling på to år, men stadig en lille del af markedet.

Se mere

Fynbo fanget i gældsspiral

TV 2/Fyn har tidligere fortalt om fynboer, som er blevet fanget i en gældsspriral.

Blandt andre fortalte Trine Holmegaard fra Ejby i oktober sidste år, hvordan hun i 2009 optog et kviklån. Flere lån betød, at hun i 2015 havde en samlet gæld på mere end én million kroner.

Trine Holmegaard er gæld fri i dag, men fortalte, at en del af forklaringen på hendes kviklån var de reklamer, som hun mødte. 

- Det er lige meget, hvor du går hen, så bliver du mødt med reklamer for lån. Fristen var for stor, forklarerede hun.

Læs også Filmbranche mangler hænder: FilmFyn og UCL indgår samarbejde

Regler for markedsføring strammes

Den nye lov om kviklån betyder, at låneudbyderne ikke må tilbyde lån med en rente på over 35 procent, og ikke markedsføre lån med renter på over 25 procent.

Samtidig forbydes det, at markedsføre kviklån på spilsider.

Uden Hummelmoses parti

Aftalen er indgået mellem regeringen, SF, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet, Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Tommy Hummelmoses eget parti på Christianborg, Det Konservative Folkeparti, og Liberal Alliance stemte imod. 

Netop loftet over ÅOP har været en stor knast, og det er endt med et kompromis.

Forbrugerrådet Tænk har i årevis kæmpet for et politisk indgreb og har talt for et ÅOP-loft på 20 procent.

Med aftalen retter Danmark ind efter langt hovedparten af de øvrige 27 EU-lande, hvor mere end en snes lande allerede har lagt låg på.

TV 2/Fyn har forgæves forsøgt at få yderligere kommentarer fra Tommy Hummelmose.