44-årig i kritisk tilstand efter soloulykke ved Langelandsbroen

Manden er lagt i kunstigt koma efter et solouheld ved Langelandsbroen først på aftenen.

En 44-årig mand fra Langeland er i kritisk tilstand, efter han fredag aften var i et solouheld ved Langelandsbroen

Det oplyser Fyns Politi. 

- Ulykken er sket på Brovejen, lige efter broen, hvor han formentlig har ramt noget afspærringsmateriel og er blevet slynget ud af bilen, siger Peter Vestergaard, der er vagtchef ved Fyns Politi. 

Årsag uklar

Uheldet er sket i retning mod Langeland, kort efter manden kørte af broen. Hvad der har været årsagen står endnu ikke klart for politiet, fortæller vagtchefen. 

- Vi har bilinspektøren derude nu, og så er vi nødt til at afvente hans beregninger, før vi kan sige, om der har været for høj fart, eller om det har været et øjebliks uopmærksomhed, siger vagtchefen. 


Manden er indlagt på OUH, hvor han er lagt i kunstigt koma. Ifølge vagtchefen er situationen alvorlig for den 44-årige mand. 

- Vi underrettede hans forældre, mens han blev kørt til hospitalet. Lige nu kan lægerne ikke sige, om det går den ene eller den anden vej. 

Politiet modtog anmeldelsen om uheldet klokken 18.11.