Advarer hinanden på Facebook: - Frustrerende og irriterende, siger politiet

I en facebookgruppe advarer langelændere hinanden, når politiet er til stede på øen. Frustrerende, lyder det fra politiet.

"Politi på vej mod øen", "popo i rundkørslen på vej mod Spodsbjerg" og "civil Passat lige kørt ind i Tullebølle".

I en facebookgruppe med flere end 3.700 medlemmer har langelænderne opbygget et advarselsystem, hvor de gør hinanden opmærksomme på, når politiet er på øen.

Fyns Politi er bekendt med gruppen og har ifølge personaleleder i Svendborg Rasmus Tyllesen været det i en længere periode. 

- Hvis en gruppe borgere mener, de har gavn af det, har de lov til det. Det er ikke ulovligt. Men det betyder, at vi skal tænke over vores arbejde, siger han til TV 2 Fyn.

Flere gange dagligt bliver der slået opslag op i facebookgruppen "Politi på øen".
Flere gange dagligt bliver der slået opslag op i facebookgruppen "Politi på øen".
Foto: Screenshot

- Som menneske og politimand kan man godt blive frustreret, når man bliver sendt over for at hjælpe borgere med en problemstilling, og der er nogen, der obstruerer det, fordi man får et varsel. Det er irriterende, fortæller Rasmus Tyllesen.

Kræver ekstra af politiet

Han kender til tre aktive facebookgrupper på Sydfyn, og i Fyns Politis kommunikationsafdeling lyder det, at man også er bekendt med lignende grupper på resten af Fyn - og der findes formentlig langt flere, end dem politiet har kendskab til.

Personalelederen i Svendborg mener dog godt, at politiet fortsat kan udføre deres arbejde på Langeland, omend det kræver lidt ekstra af betjentene.

- Vi arbejder ud fra, at vi ved, de advarer hinanden. Så vi er bevidste omkring, hvornår vi slår til med en aktion mod for eksempel knallerter. Når vi giver os til kende, er det ude i gruppen, siger Rasmus Tyllesen.

Det er godt en fjerdedel af Langelands befolkning på cirka 12.000, der er med i facebookgruppen.  

Det er dog Rasmus Tyllesens opfattelse, at langt størstedelen af langelænderne er rigtig glade for, at politiet kommer derover.

Medlemstallet er eskaleret

Hvorfor langelænderne har brug for at advare hinanden om politiets tilstedeværelse, ved Rasmus Tyllesen ikke.

- Det er nærliggende at tænke, at det er for at undgå strafforfølgelse, siger han.

Facebookgruppen blev oprettet for mere end ti år siden, oplyser den ene af to administratorer, der ikke ønsker at blive citeret med navn.

- Vi var en flok drenge, der gerne ville køre lidt på knallerter, og så var det irriterende, hvis vi blev stoppet af politiet. Det var ærgerlige penge at komme af med, hvis man havde glemt hjelmen eller kørte 50, hvor man måtte køre 30, fortæller han.

Siden da er antallet af medlemmer i gruppen eskaleret. 

Sløret_Skærmbillede 2022-08-18 kl. 10.36.28
Foto: Screenshot

Det kan virke som et advarselssystem. Hvorfor er det nødvendigt at advare om politiets tilstedeværelse på øen?

- På samme måde som det er nødvendigt at advare om fotovogne. Havde det været for 15 år siden kunne det måske handle om spiritus, men sådan er det ikke længere. Jeg skal ikke kunne svare for alle 3.000 medlemmer, men for mit vedkommende er det ikke det, det handler om. Men jeg kan ikke vide, hvad folk bruger deres viden til, siger administratoren.

Fyns Politi er i gennemsnit 55 sekunder hurtigere til at nå frem end de øvrige politikredse

Oversigt

    Oversigt