Afgående borgmester om regning på 46 millioner: - Jeg forventer selvfølgelig , vi får alle pengene

Langelands afgående borgmester, Bjarne Nielsen (V), har fuld tiltro til, at et underskud på 46,5 millioner vil blive dækket af Udlændingestyrelsen.

- Jeg forventer selvfølgelig, at vi får alle pengene dækket af Udlændingestyrelsen. Jeg har fuld tiltro til det arbejde, vores forvaltning har lavet.

Sådan siger Langelands afgående borgmester, Bjarne Nielsen (V), sent mandag eftermiddag, da politikerne i Langelands kommunalbestyrelser mødes for at konstituere sig.

Meldingen kommer efter flere eksperter på TV 2/Fyn kritiserer Langeland Kommunes regnskab på asylområdet. '

Lukningen af asyldriften på øen har kostet 46,5 millioner kroner.

Ifølge kommunens halvårlige regnskab forventes udgiften at blive dækket. Men regnskabet melder intet om garantier for en dækning af beløbet, og det medfører kritik fra Anders Drejer, der er økonomiprofessor ved Aalborg Universitet.

- Det synes jeg ikke er god regnskabspraksis. Det er mange penge i det totale regnskab, og sådan som jeg læser regnskabet, så risikerer Langeland ikke at få en krone, sagde Anders Drejer søndag til TV 2/Fyn.

- Det er sådan, vi gør det

Men Bjarne Nielsen (V) afviser blankt kritikken og langer i stedet ud efter Anders Drejer.

- Jeg har ikke den store tiltro til professoren. Han er ofte ude og overdrive nogle ting, hvor han viser, han ikke har styr på, hvad der foregår i den kommunale verden, siger Bjarne Nielsen.

Kritikken mod Langeland Kommune går blandt andet på, at der ikke direkte står i halvårsregnskabet, hvor pengene kommer fra til at betale udgiften på 46,5 millioner kroner. I stedet peger Bjarne Nielsen på en mundtlig aftale, og den er nok for ham.

- Der er ingen skriftlig korrespondance, fordi vi i stedet har haft ugentlige og månedlige møder, hvor det er blevet diskuteret. Det er sådan, det altid har foregået mellem os og Udlændingestyrelsen, forklarer Bjarne Nielsen.

- Sådan har det kørt på det her område. Vi har lagt penge ud, og det har Udlændingestyrelsen så siden betalt. Som jeg har fået det at vide af vores forvaltning, så er det sådan, det skal være. Jeg har stor tiltro til, at de har lavet det her arbejde rigtigt.

Bjarne Nielsen (V) håber på, at der er klarhed om dækningen af de 46,5 millioner kroner til februar.

Oversigt

    Oversigt