Benlås-sagen: Asylansøger tiltales for vold mod lejrchef

Asyldirektøren i Langeland Kommune er tilfreds med, at sagen om en tidligere lejrchef nu er blevet undersøgt. Asylansøger tiltales for vold.

Da der i maj begyndte at dukke kritiske artikler op om en lejrchef på asylcenter Holmegaard, gik der ikke lang tid, før manden var blevet fritstillet.

Nu viser det sig imidlertid, at politiet ikke har fundet anledning til at rejse tiltale mod den tidligere chef og to andre ansatte, der var sigtet for vold og ulovlig magtmisbrug. Anklagemyndigheden kalder ifølge Radio24syv sagen for "grundløs".

I stedet er det nu asylansøgeren, der bliver tiltalt for vold og trusler om vold mod centermedarbejderne på asylcenteret i Næstved, der drives af Langeland Kommune.

Det oplyser advokaturchef Michael Boolsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi har afhørt en række vidner, og ud fra deres forklaringer har vi skønnet, at centermedarbejderne har handlet inden for det, man kalder lovligt nødværge, altså den ret man har til at beskytte sig mod et påbegyndt eller overhængende angreb, siger han.

Godt at få sagen belyst

Asyldirektøren i Langeland Kommune, Sisi Eibye, ønsker torsdag ikke at kommentere den konkrete sag, men understreger at "centerlederens fratrædelse er sket efter gensidig overenskomst mellem ham og Langeland Kommune."

Derudover er hun glad for, at sagen nu er blevet undersøgt.

- Jeg tager politiets og anklagemyndighedens afgørelse til efterretning og noterer med tilfredshed, at vi anmeldte hændelsen, således at der har kunnet pågå en uvildig undersøgelse af episoden, siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Det er naturligvis i vores interesse som arbejdsgiver at få sagen grundigt belyst.

Benlås blev filmet

De tre mænd, der indtil torsdag har været sigtet, lagde i begyndelsen af maj en mandlig syrisk asylansøger i benlås. Episoden blev filmet af en beboer på centret og førte til, at lejrchefen blev fritstillet efter anklager om vold. Desuden blev episoden meldt til politiet.
 

Oversigt

    Oversigt