Efter kuldsejlede planer: Regeringen fastholder forslag om udrejsecenter på Langeland

Regeringen fastholder foreslag om at placere et udrejsecenter på Langeland. Det siger partiets politiske ordfører under Folketingets afslutningsdebat.

Regeringen har ikke tænkt sig at foreslå en ny placering til et udrejsecenter for kriminelle udvisningsdømte.

Det siger Socialdemokratiets politiske ordfører Jesper Petersen under afslutningsdebatten i Folketinget onsdag, efter blandt andre Sophie Løhde (V) og Troels Lund Poulsen (V) spurgte, om regeringen kommer med et nyt forslag til placering af et udrejsecenter. 

- Det korte svar på spørgsmålet er nej, vi har vores forslag. Det står ved magt. Vi skal ikke lægge alle mulige løsninger ud og skabe utryghed fem-seks andre steder i Danmark, svarede Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen. 

Han fortsatte:

- Vores forslag er, at det skal ligge på Langeland, og det er vi blevet blokeret i, og derfor er det på Kærshovedgård nu. 

- Kynisk handling

Ifølge formanden for De Konservative, Søren Pape Poulsen, bør regeringen fremlægge en ny plan. 

- Udover at det var en enormt kynisk handling at placere det på Langeland, så har man jo stadig en opgave som regering, sagde den konservative formand under afslutningsdebatten. 

Han pegede på, at de blå partier har et alternativ, og allerede inden sidste valg foreslog at lægge et udrejsecenter på øen Lindholm. Det vil den nuværende regering ikke være med til.

quote Kjærshovedgård ligger, hvor jeg er valgt. Så hvis jeg var lige så kynisk, så sagde jeg bare, at det skulle ligge på Langeland

Søren Pape Poulsen, formand for De Konservative

- Kærshovedgård ligger, hvor jeg er valgt. Så hvis jeg var lige så kynisk, så sagde jeg bare, at det skulle ligge på Langeland. Men det er simpelthen for langt ude, og det kan jeg ikke få mig selv til, for det er ikke i orden overfor det lille øsamfund, sagde Søren Pape Poulsen fra sin plads i folketingssalen. 

Men ifølge ordfører Jesper Petersen handler det ikke om kynisme. 

- Det er vel ikke mere kynisk det ene end det andet, når vi erkender med hinanden, at der ikke er nogen gode løsninger på det problem, sagde Jesper Petersen. 

Han mener, at det må være op til partierne, der er imod en placering på Langeland, at finde en løsning: 

- Når man går ind i at ville have, at det skal være noget, et flertal skal blande sig i, må man jo kunne danne flertal for en anden løsning. Det er der ikke.