Fiskernes vilde vesten

Ulrik Kølle Hansen trækker telefonen op af lommen og ruller med en skarpladt tommelfinger ned gennem sine kontakter.

- Jeg ringer lige til Steffen og ser, om han kan lukke os ind, siger fiskeren, hvorefter han hiver telefonen op til øret.

- Om fem minutter? Så kommer vi dér, siger Ulrik.

Den røde knap får et tryk, og telefonen proppes tilbage i lommen.

- Vi tager ned til Fiskeriets Hus. Der kan de fortælle om min familie, forklarer Ulrik, mens han bevæger sig mod museet, der ikke ligger mere end et stenkast fra fiskekutteren Cecilie.

Fiskeriets Hus er et museum drevet af frivillige, der byder på en levende fortælling om fiskerne i Bagenkop gennem de sidste 100 år. En levende fortælling som også relaterer sig til Ulriks familie, der gennem ti generationer har drevet fiskeri.

Gennem tiden har de på egen hånd mærket udviklingen, som fiskeriet har været igennem.

Foran museets hovedindgang står den gråhårede formand for Fiskeriets Hus, Steffen Rasmussen. Han er klar til at lukke museet op, selvom det egentlig er uden for åbningstid.

- Dav, du!

Ulrik hilser på formanden, inden han går ind ad hovedindgangen. Ved siden af står hans søn Mikkel Kølle Hansen, der i sin sølvgrå Citroen Berlingo også har fundet vej ned til museet. 

Mikkel fisker ligesom sin far. Med sine 23 somre på kontoen er han en af de få unge fiskere, der til tider spottes ud for Bagenkops kyst - når han altså ikke fisker i Skagen med sin bror.

Fiskeriets Hus ligger i en hal ned til Bagenkop Havn. Sammenlignet med Bagenkops størrelse er museet enormt. På to etager fornemmer man hurtigt fiskeriets betydning for byen, idet der hænger gamle garn, snører, motorer og fotos fra gulv til loft.

Da hallen blev bygget i 1985, var formålet at udskifte træstyrehuse til aluminiumsstyrehuse på trawlbådene. Den del lukkede ned, da der til sidst ikke var så mange trawlbåde tilbage at arbejde på.

De sidste fem år er hallen i stedet blevet brugt til at fortælle historien, om hvordan fiskeriet har udviklet sig. En historie om dengang fiskeriet var det vilde vesten.

Motoren ændrer alt 

​

Ulriks familie drev formegentligt første gang fra land i et fiskerfartøj hen mod sidste halvdel af 1600-tallet.

Dengang drev Herman Thomesen rundt i en båd med seks sildegarn, hvor der var plads til 60 tønder fisk – altså omkring seks ton. Herman Thomesen er Ulriks tiptiptiptiptiptipoldefar, og det gør Ulrik til den 10. generation af fiskere i sin familie.

Fiskeriet kan dog dateres meget længere tilbage. Tilbage til 4.000 år før Kristus. Det fortæller Ole Mortensøn, der er forfatter og tidligere museumsinspektør på Langelands Museum i Rudkøbing.

- Fra den tid har man beviser for, at fiskeriet har fundet sted. Vi ved ikke, hvor stort det har været, men det har nok været ganske stort, fordi de beboelser, man har fundet, ligger alle kystnært.

Dengang var fiskeriet en måde at sikre mad på bordet. Siden har fiskeriet udviklet sig til et erhverv. Et frit, liberalt erhverv, der for alvor brød frem da motoren kom til Bagenkop i starten af 1900-tallet.

Langsomt udfasede den store dele af garnfiskeriet til fordel for mere effektive fangstredskaber, der skulle vise sig at dukke op i løbet af de kommende årtier.

- Danmark var en af de første lande, som lavede en petroleumsmotor. Man kunne sætte en motor ombord i et ældre fiskefartøj, og pludselig kunne man tage meget længere væk, hvor man ikke havde været før, fortæller Ole Mortensøn om opfindelsen.

Det var fiskeren Niels Theodorsen, der i 1904 var en af de første bagenkoppere, der fik en motor i sit fiskefartøj. En motor med fire hestekræfter fra Rudkøbing, som hurtigt fik andre fiskere overbevist om den nye teknologi, og at den ville bane vejen for mere effektive fangstmetoder og give udsigt til flere penge.

Formegentlig var det også motorens opmærksomhed i fiskerbyen, der fik Ulrik Kølle Hansens oldefar, Valdemar Kølle, til at flytte til Bagenkop fra Lolland for at fiske i det sydfynske øhav. I 1913 kunne han sejle fra Bagenkop Havn i kutteren Svalen med seks hestekræfter.

I dag kan en motor i et fiskefartøj måske lyde som en lille ting, men for fiskerne i starten af 1900-tallet var det præcis, hvad der skulle til for at fange nok fisk til at leve af fiskeriet.

Med motorer ombord kunne fiskerne pludselig komme hurtigere rundt på den åbne, blå slette - selv i modvind.

Trawlets tur til Bagenkop

​

Gennem de kommende år blev motorerne større i Bagenkop og fik galoperet flere hestekræfter i sig.

Efterhånden opstod muligheden for, at fiskernes kuttere kunne trække net hen ad havbunden. Et såkaldt skovlvod  blev det til i første omgang.

- Gennem undersøgelser fandt man ud af, at en forbedring kunne være at trække et garn gennem vandet, så man aktivt opsøgte fiskene. Man trak et vod, dér hvor fisken var. Pludselig var posen fyldt med fisk, som man fik ombord. På dækket havde man et spil, så man kunne hale det tunge våd ind. Det kunne man ikke gøre med håndkraft, fortæller Ole Mortensøn.

Teknologien i hele fiskeriet udviklede sig yderligere, og skovlvod blev senere til trawl.

Det kom til Bagenkop mellem 1925 og 1926, da en bagenkopfisker vendte hjem fra Bornholm. På fisketur med Bornholmske fiskere lærte han teknikken med det nye redskab. Bornholmerne lærte teknikken af tyskerne.

Ligesom skovlvod var det nye trawl et bundslæbende redskab. I en revolverduel ville trawlet vinde. Det var større og kunne fange op til en tredjedel flere torsk end skovlvoddet. Desuden krævede det kun en lille arbejdsbelastning, når fiskeren kom i land, modsat garnfiskeriet.

Dengang garn var populært, stod koner og børn og ventede på havnekajen. Når fiskeren kom i havn efter en lang morgen til søs, stod de klar til at trække fisk ud af netmaskerne. Med trawlet overgik konerne i stedet til at lave regnskaber, fordi fiskerimetoden blev mere eller mindre automatiseret.

RU17

​

På Fiskeriets Hus går Ulrik Kølle Hansen, sønnen Mikkel Kølle Hansen og formand Steffen Rasmussen hen til en af museets afkroge. Her står museets dyreste investering: En bådsimulator til en million, hvor gæster kan prøve kræfter med at sejle en båd ud af Bagenkop Havn.

Derudover er der et bord, der i skærende kontrast må have været en af museets lidt billigere køb.

På bordet ligger tre ringbind i henholdsvis sort, hvid og blå.

Frivillige kræfter på museet er gået gennem ild og vand for at lave opslag over fiskernes kæreste eje; deres både. På A4-sider står, hvem der ejede hvilke både, og hvem der overtog bådene, når den tidligere ejer gik på pension.

Ulrik bladrer gennem det blå ringbind. Steffen Rasmussen har fingrene i det sorte, mens Mikkel Kølle Hansen står bøjet hen over det hvide ringbind.

- Se far, det er dig, siger Mikkel og peger på sin fars A4-side i det hvide ringbind.

Ulrik kigger over på siden og genkender manden i orange overalls og blå strikhue.

- Her! RU17, siger Steffen Rasmussen kort efter og hiver et ark ud af en plastlomme i det sorte ringbind.

Ulrik og hans søn stirrer på Steffen Rasmussens fund.

- RU17, gentager Ulrik.

Han genkender registreringen på sin morfars båd. En båd, der var ejet af Verner Kølle, og som fik navnet Marconi. Ulrik Kølle Hansens morfar blev født 14. december 1911 og var søn af Valdemar Kølle. Han var den sidste i familien til at fiske med garn, inden Ulriks far bragte trawlfiskeriet ind i familien, som det fortrukne redskab til at høste havet.

Fiskernes by

​

Bagenkop: Danmarks femtestørste fiskerihavn. Sådan lød det i 60’erne, da 67 trawlere og ti garnkuttere havde fast base i Bagenkop. Pengene var gode, hvilket blandt andet afspejlede sig i en af datidens artikler fra en lokal avis, hvor der stod, at kystbyen var den by i Danmark med flest fjernsyn per indbygger.

- Der gik røverhistorier om, at fiskerne tændte deres cigarer med pengesedler. Noget af det er nok overdrevet, men det var for eksempel rigtigt, at de lavede nye, store villaer. Det var trawlfiskerne, der oplevede et boom, fortæller Ole Mortensøn.

Selv genkender Ulrik tendensen til, at fiskerne bygger nyt i 60’erne. For det gjorde hans forældre, Leif Hansen og Ingrid Kølle, også, dengang fiskeriet gik godt i Bagenkop. Et hus på Østergade 39 blev det til. Men huset nåede Ulrik aldrig selv at bo i.

- De byggede et hus. De havde det i ret kort tid. Så gik det i ildebrand, fortæller Ulrik. 

Ulrik kom først til verden i 70’erne, og da var fiskernes situation allerede en anden. I stedet for nybyg voksede Ulrik op i en gammel toldbygning, som forældrene købte efter branden.

Ligesom med fiskeriet fra 70’erne og frem, så var Ulriks barndom heller ikke ligefrem en økonomisk dans på roser.

- Jeg tror ikke, jeg kan mindes, at vi har været på restaurant med mine forældre, siger han.

- Der måtte man kæmpe for at få til dagen og vejen.

Færre fisk

​

Selvom fangstredskaberne hele tiden blev større, så begyndte færre og færre fisk at gå i fælden fra 70’erne og frem.

- Krisen udviklede sig stærkere og stærkere. Årsagerne til krisen var, at fangsterne blev færre. Det var ikke, fordi der blev mindre efterspørgsel på fisk. Fangsterne blev mindre, og man måtte tage længere væk for at fange fisken, fortæller Ole Mortensøn.

Som konsekvens af krisen svandt kutterne langsomt fra havnen. Mens der i starten af 60’erne lå 67 trawlbåde i den langelandske havn, så var der 15 år efter kun omkring 30 tilbage, og samme udvikling kunne ses i de andre fynske havne.

Ulrik Kølle Hansen husker selv, hvordan krisen påvirkede hans familie. Hans mor, Ingrid Kølle, begyndte at arbejde på Langeland-Kiel Linjen sidst i 70’erne, da Ulrik var syv år gammel.

​

- Før i tiden var det ikke kutyme, at konen i en fiskefamilie gik på arbejde, fortæller Ulrik.

- Der gik hun og passede børnene og sørgede for, at man var klar til at tage ud og fiske igen næste dag.

Det vilde vesten forsvinder

​

Fiskerne og fangsterne var blevet færre, fordi Østersøen ikke kunne følge med. Fiskerne havde overfisket, og de havde gjort det længe.

- Der har været overudnyttelse, og samtidig har man haft en alt, alt for stor flåde. På verdensplan siger man, at der har været mindst tre gange så mange fiskefartøjer, som der var grundlag for at fiske, fortæller Max Nielsen, der er økonom på Københavns Universitet.

- Det var tilfældet på verdensplan. Det var tilfældet i EU. Det var tilfældet i Danmark, og det var tilfældet på Fyn.

​

Det begyndte at gå op for politikere, at man ikke kunne fortsætte med at have en lovløs hær af cowboys i overalls ridende i deres fiskekuttere på bølgen blå.

Fiskeriet blev derfor endeligt reguleret 25. januar 1983. Der blev etableret en fælles fiskeripolitik for EF, som Folketinget accepterede. En politik, der fremover skulle bestemme, hvor mange fisk de enkelte medlemslande måtte fange på baggrund af biologisk rådgivning.

Politikken fra dengang blev det første frø på en gold mark, der skulle ende som en hel skov af politiske reguleringer til formål at komme overfiskeri til livs og  genoprette Østersøens havmiljø.

Ulrik Kølle Hansen er den første fisker i sin familie, der har prøvet at vokse op i fiskeriet med en hverdag fyldt med regler og reguleringer. Han startede som 14-årig ligesom sin far. Efter syvende klasse hoppede han ombord på kutteren Valkyrien, hvor han blev lærling under fiskeren Kurt Evald.

- Da jeg startede i 1985, kom de ældre fiskere hen til mig og sagde: ”Du skal sgu aldrig blive fisker. Det går aldrig. Lige pludselig er fiskene væk,” fortæller Ulrik, om dengang han valgte at drive fiskeriet videre i familien.

Mens andre trawlfiskere måtte opgive at fortsætte med en hverdag på bølgende underlag, så red Ulrik afsted og fortsatte de næste ti år med at arbejde for Kurt Evald.

Den politiske løsning på at komme overfiskeri til livs blev ikke nødvendigvis en løsning for de pressede fiskere, der må stoppe. Men det blev delvist en løsning for havmiljøet. Et kompromis for, hvor mange fisk der kunne fanges, uden at det skadede bestandene.

- Sammenligner man antallet af fartøjer i år 2000 med nogle af de sidste tal vi har, så ser vi, at antallet af fartøjer er reduceret med noget i retning af 60%. Så der er kun 40% tilbage, fortæller Max Nielsen.

I Bagenkop er der i dag kun otte trawlere og tre garnkuttere tilbage. Med de mængder fisk, der i dag er grundlag for at trække i land, så er der ikke plads til flere fiskere i den fynske havn.

- I de indre farvande, som Fyn ligger i, der har fiskeriet det mindre godt og har haft det i nogle år, fortæller Max Nielsen om fiskeriets situation nu og her.

Det er Ulrik Kølle Hansen dog ikke enig i. Fiskebestandene har det fint ifølge ham. Når Ulrik ser tilbage på de reaktioner, der mødte ham, dengang han valgte at blive trawlfisker, så fortryder han ikke sit valg, selvom de politiske krav til hans fiskeri er steget.

- Det har jo gået indtil videre, og det gør det højest sandsynligt også i fremtiden.

Selvom fiskeflåden i dag er blevet reguleret, så er fiskebestandene stadig på et lavt niveau. I 1995 blev der landet lidt over 16.000 ton fisk i de seks største fynske havne. I 2019 blev der landet lidt over 3.000 ton fisk på hele Fyn ifølge tal fra Fiskeristyrelsen.

​

- Problemet er, at i forhold til naturlige tilstande, så er fiskebestandene på et meget, meget lavt niveau, og den bæredygtige regulering handler dybest set om, at fiskebestandene ikke må komme lavere, siger Carsten Rahbæk fra Københavns Universitet.

​

Ifølge eksperten er der altså kun fokus på, at bestandene ikke må blive mindre - men der bliver ikke sat ind på at få bestandene til at genvinde deres størrelse igen. Og selvom fiskeflåden er mindre end tidligere, så er der stadig mange steder i de indre danske farvande, hvor man må trawle.

​

- Danmark er den mest gennemtrawlede havbund i hele verden, siger Carsten Rahbæk.

Som far som søn

​

Ulriks søn Mikkel kaster sig over museets bådsimulator. Han står klar til at styre sig ud af den virtuelle udgave af Bagenkop Havn. I virkeligheden har han gjort det mange gange før på sin fars kutter Cecilie. 

Mikkel er selv fisker, og i øjeblikket er han hjemme for at få et afbræk fra sit fiskeri i Skagen, som han driver med sin bror, Mads. Men åbenbart skal det vise sig at være sværere at styre en båd virtuelt, end det er at styre en i virkeligheden.

- Pas på. Du sejler ind i kanten, lyder det drillende fra hans far, der står ved siden af og iagttager sin søns forsøg.

Mikkel griner. Han kan godt fornemme den er gal. Han kigger ned på roret og styrehusets knapper alt imens det virtuelle skib ser ud til at lide samme skæbne som Titanic.

- Jeg bakker, siger han kækt, velvidende at det ikke kan lade sig gøre - og da slet ikke, hvis det havde været virkelighed.

Ulrik ryster på hovedet, og kort efter træder sønnen tilbage fra styrehuset. Skibet er kæntret. Alt imens far og søn står dér og kigger på det mislykkede forsøg på at komme ud af Bagenkop Havn, repræsenterer de knap 40 års erfaring med trawlfiskeri.

Ulrik Kølle Hansen er tiende generation af fiskere i familien. Hans søn er 11. sammen med sin bror. Fiskeriet lever videre, selvom kårene med tiden er blevet sværere.

For fiskerne er kvoterne i dag en årlig tilbagevendende debat. En hæmsko for deres fangster, ligesom fiskestoppet også er til at ryste på hovedet af, hvis man spørger Ulrik og hans søn.

Ulrik Kølle Hansen har selv en del år i sig endnu som fisker, men ellers er det sønnerne, der må bokse med de politiske reguleringer af trawlfiskeriet i fremtiden.

- Jeg vil ikke omstille mig, siger Mikkel Kølle Hansen.

Som far som søn.