Flere falder fra: Langelandsfortet mangler nye rundvisere

Mange besøgende og færre rundvisere lægger pres på guiderne ved Langelandsfortet. Derfor håber museet at finde flere til jobbet inden den nye sæson.

Der mangler ikke interesse for historien om Langelandsfortet, der under Den Kolde Krig havde til opgave at bevogte det sydlige Øresund og Langelandsbælt. 

I de seneste par år er det i snit blevet til 35.000 besøgende og 140 rundvisninger per sæson. På samme tid er der blevet færre guider til at klare opgaven, og det har nu fået museet til at efterlyse nye rundvisere.

- Op til sæsonen spørger vi nogle af de ”gamle”, om de stadigvæk er friske på en sæson mere. Og det er de jo, men vi ved også, at der fra år til år falder nogle fra. Nu er vi kun nede på en håndfuld, så vi har brug for nogle flere, siger museumsdirektør Peer Henrik Hansen.

Flere kriterier

Historien om fortet strækker sig tilbage til 1953, hvor det blev opført som et led i moderniseringen af Danmarks Søforsvar. 

Alle museets nuværende rundvisere har selv gjort tjeneste på fortet, og selvom det ikke er et krav, vægter man tilknytningen til fortet højt. 

Derudover ser de også gerne, at nye rundvisere kan begå sig på flere sprog.

- Man skal være lidt en menneskekender. Og så er det også en fordel, at de kan begå sig på tysk og engelsk. Der er ingen af vores nuværende, der kan guide på tysk, siger Peer Henrik Hansen.

Ikke nervøse

Indtil videre har museet ikke været ude for at måtte aflyse eller flytte rundvisninger, da de nuværende rundvisere har været i stand til at bytte vagter indbyrdes. 

På længere sigt tror Peer Henrik Hansen dog, at det godt kan blive en udfordring, hvis man ikke formår at finde nye rundvisere. 

- Det kan godt være, at vi kommer til at stå i en situation, hvor vi ikke kan gennemføre en rundvisning. Det er det, vi gerne vil undgå, siger han.

Foreløbigt regner Peer Henrik Hansen med at finde de nødvendige rundvisere, inden sæsonen starter op igen den 1. april. Og ellers er han klar på at gøre brug af alternative løsninger.

- Så kan det være, at jeg selv skal tage nogle flere guidede rundvisninger. Det er jo en mulighed, siger han.

Oversigt

    Oversigt