Fodboldboss overtager Langelandsfestival

FC Nordsjællands boss overtager nu Danmarks største havefest. Allan K. Pedersen har med øjeblikkelig virkning købt rettighederne. Dermed er festivalen reddet.

I samme ånd

Der har været gang i gætterierne fra flere mediers side om, hvem der bliver Langelandsfestivalens redningsmand. Men nu er det endelig afsløret. FC Nordsjællands hovedaktionær, Allan K. Pedersen har købt rettighederne til festivalen.

- Vi vil afvikle Langelandsfestivalen i samme ånd som hidtil. Vi har sikret os alle rettigheder og kommunale tilsagn fra den nye fælles kommune for Langeland. Troels Hersom, der startede Langelandsfestivalen for 16 år siden vil fortsat være tilknyttet sit livsværk, siger Allan K. Pedersen i en pressemeddelelse fredag.

Stor reklameværdi

- Langelandsfestivalen har ubetalelig reklameværdi og betyder så meget for hele øen, at vi fra kommunal side kun kan glæde os over, at den nu er fremtidssikret. Det er utroligt for alle her, siger Johan Norden, der er borgmester i Rudkøbing.

Langelandsfestivalen blev begæret konkurs af firmaet Godik i oktober. Toiletvirksomheden Godik vil ifølge Allan K. Pedersen også fremover være en vigtig partner, der skal sikre festivalens overlevelse.

Oversigt

    Oversigt