Forsvaret har torsdag aften klokken 20.00 indstillet eftersøgningen af en sømand, der er meldt savnet fra et fragtskib, hvorpå han sidst er set i farvandet ud for Langeland.
Det oplyser Forsvarets Operationscenter.
Sømanden blev meldt savnet torsdag formiddag, og klokken 11.00 blev en omfattende eftersøgning sat i værk.
To af Forsvarets redningshelikoptere og flere fastvingefly fra både Danmark, Sverige og Tyskland deltog i eftersøgningen. Desuden blev civile skibe bedt om at holde udkig efter den savnede.
På vej mod Riga
Skibet er på vej mod Riga. Besætningsmedlemmet blev sidst set på skibet ved 21.30-tiden onsdag aften. På det tidspunkt befandt skibet sig i farvandet ud for Langeland.
Torsdag formiddag, da myndighederne fik alarmen, var skibet nået tæt på Bornholm. Området, hvor sømanden potentielt kan befinde sig, er derfor meget stort.
- Vi har gennemsøgt et meget stort område med både helikoptere og fly gennem ni timer uden resultat, siger Klaus T. Rasmussen, der er vagthavende officer i Forsvarets Operationscenter.
- Han kan potentielt have ligget i vandet i 24 timer, og vi vurderer, at chancerne for at finde ham i live er meget små. Derfor har vi indstillet eftersøgningen.
Civile skibe i området er dog bedt om fortsat at holde skærpet udkig efter den savnede.