To fynske kommuner har nu fået "fuldstændig frihed"

De to fynske kommuner ser frem til at bruge mindre tid på papirarbejde, nu når de selv får lov til at lave reglerne på ældreområdet.

Fra torsdag har Langeland og Middelfart Kommune fået mere frihed til selv at lave reglerne på et udvalgt område.

Statsministeren underskrev nemlig den aftale, der giver en række forsøgskommuner – herunder de to fynske – mere frihed på et udvalgt velfærdsområde. Og her har både Langeland og Middelfart valgt ældreområdet.

Med friheden vil de syv kommuner blive fritaget for så meget statslig regulering og lovgivning som muligt. Og det glæder borgmesteren på Langeland, Tonni Hansen (SF).

- Jeg drømmer jo om, at vi kan give endnu mere pleje og omsorg til vores ældre og skrotte alle de her unødvendige registreringer og dermed få en rigtig god ældrepleje ud af det, siger han.

- Men vi vil også gerne inspirere landets andre kommuner. Vi er tre kommuner, der har ældreområdet, og det vil sige ud, af de 98 danske kommuner er vi tre kommuner, der skal prøve at vise vejen for de andre 95 kommuner.

Kun nødvendige ting

Friheden betyder, at det kun er helt nødvendige ting, som medicinregistrering og andre grundlæggende regler, som kommunen er bundet af. Ellers er der fuld frihed til at bestemme, hvordan den vil lave ældrepleje.

Da modellen med forsøgskommuner blev luftet på Folketingets åbningsdag, kaldte Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen (S), det "en rigtig, rigtig god dag".

- Det at arbejde med, hvordan man kan udvikle kernevelfærden, det er derfor jeg er med i politik, sagde han i forbindelse med åbningen.

- I dag er der en lang række regler omkring dokumentation, som sluger mange timer. Hver eneste regel er lavet i den bedste intention, men hvis man samler alle regler, går der simpelthen for meget tid med at dokumentere i stedet for på Fru Hansen.

- Vi behøver ikke lovgive om alt

Statsministeren fortalte om det nye forsøg i sin åbningstale i starten af oktober. Vi behøver ikke lovgive om alt mellem himmel og jord, lød det dengang fra Mette Frederiksen (S).

- I stedet lader vi mennesker tage ansvaret selv. Vi lever i år 2020. Vi er en af verdens bedst uddannede befolkninger, sagde hun.

Ud over Langeland og Middelfart har regeringen ifølge statsministeren indgået lignende aftaler med borgmestrene i Helsingør,  Rebild, Viborg, Holbæk og Esbjerg.

Oversigt

    Oversigt