Hærværksbølge mod biler i Rudkøbing: Politiet er på bar bund

Lokal politikommissær kalder omfanget meget voldsomt og fuldstændig meningsløst.

- Det kunne tyde på drengestreger, der har taget fuldstændig overhånd.

Sådan lyder det fra politikommissær Rasmus Tyllesen fra Fyns Politis lokale afdeling i Svendborg om bølgen af hærværk mod biler i weekenden i Rudkøbing. 

Men reelt set ved politikommissæren ikke noget om, hvem der står bag.

Politiet er nemlig helt uden spor i sagen.

11 biler har de seneste to weekender fået skåret ét eller flere hjul op i Rudkøbing. 

Den seneste weekend var der tale om hele ni biler. Tre af dem på Lindevej. Én på henholdsvis Reberbanen, Nørregade, Rolighedsvej, Kirkepladsen og Ahlefeldtsgade.

- Det er meget voldsomt, siger Rasmus Tyllesen om de mange hærværkssager, der er tikket ind fra borgere i weekenden og mandag.

Samme gerningsmand

Politiet har været tilstede med patruljer ved flere af anmeldelserne om punkterede dæk. Lige lidt har det dog givet af spor.

- Det, der kendetegner alle sagerne, er, at der ikke er så meget at gå efter, forklarer Rasmus Tyllesen.

Der er ingen vidner, spor eller overvågning, der indtil videre har kunnet hjælpe politiet nærmere gerningsmændene. 

- Det gør det svært at opklare, og derfor er vi afhængige af, at nogle retter henvendelse. Der må være nogen, der ved, hvem der render og laver det her, siger politikommissæren.

Han gør det dog klart, at det er nærliggende at tro, at det er samme gerningsmand.

- Det er meningsløst

Blandt de 11 biler, der er blevet punkteret, fik en bil på et tidspunkt mellem lørdag eftermiddag og søndag middag punkteret et dæk med hele seks knivstik. 

- Det er fuldstændigt meningsløst, og går ud over borgerne både økonomisk, men også trafiksikkerhedsmæssigt. Det er potentielt farligt for borgerne, hvis de kører på flade dæk, advarer politikommissæren.

Hærværksmændende kan dog også vente sig en mærkbar sigtelse for groft hærværk samt et betydelig krav om økonomisk erstatning fra de forurettede, oplyser Rasmus Tyllesen.

Han forsikrer også om, at Fyns Politi tager sagen meget alvorligt og vil have særlig opmærksomhed i patruljeringen den næste tid. 

Har du oplysninger i sagen, kan Fyns Politi kontaktes på telefon 114.

Forleden var flere billister ude for, at deres bil blev taget fra dem. Det var modsat denne aktuelle sag deres helt egen skyld. Politiet beslaglagde nemlig deres biler for vanvidsbilisme. 

Oversigt

    Oversigt