I det fynske folks tjeneste

Hul igennem: Nu får de første langelændere fibernet

Langeland har i en længere periode være plaget af langsomt eller manglende internet, men nu er der hul i gennem og de første langelændere har fået fibernet.

Jan Andersen har fået fibernet, som den første privatperson på Langeland. Foto: Skywire

På Langeland har internettet ikke fløjet med lysets hast. Men nu begynder den første virksomhed at rulle fibernet ud til nogle borgere i Rudkøbing.

Boligselskabet bag de nybyggede senior-rækkehuse på Bellevue i Rudkøbing er først på Langeland med at få indlagt fiberbredbånd til privaten. Det er firmaet Skywire, der står bag det hurtige net.

Læs også Britta har internet så langsomt som i Elfenbenskysten

I forbindelse med byggeret af 33 nye senior-boliger på Bellevue i Rudkøbing, har det været muligt at gøre processen billigere. 

- Ofte er etableringen af fibernet imidlertid en bekostelig affære. Det første tilbud, vi fik fra en stor, landsdækkende bredbåndsleverandør, lød på en halv million kroner. Det var langt over, hvad byggesagen kunne bære. Vi er derfor meget glade for, at der kunne findes et alternativ, som gav muligheden for at få fiberbredbånd ind uden at belaste byggeriets økonomi, siger forretningsfører for Boligselskabet Langeland Jens Garfalk.

2020 målsætning

Den tidligere regering havde sat et mål om, at alle såkaldte 'sorte huller' skulle være lukket i 2020, sådan at alle i Danmark havde en ordentlig internetforbindelse. Men på eksempelvis Langeland, er der kun tre procent af beboerne, der kan få 1000 megabit per sekund.

INTERNET PÅ LANGELAND

  • Kun 53 procent af de langelandske internetforbindelser kan levere de hastigheder, som regeringen har som national målsætning for 2020. Den lyder på 100 megabit per sekund i download og 30 megabit per sekund i upload. 
  • Til sammenligning har 95 procent af Region Syddanmarks indbyggere adgang til 2020-hastigheder. 
  • Kun tre procent af langelænderne kan få 1.000 megabit per sekund i downloadhastighed. I Region Syddanmark lyder den procentsats på 67 procent. 
  • 90 procent af danskerne kan få adgang til 2020-hastigheder. 

 

Kilde: Energistyrelsen / tjekditnet.dk

Med etableringen af det første fibernet på Langeland rykker langelændere tættere på den daværende regerings 2020-målsætning. Omend der trods alt er et stykke vej endnu. 

Læs også Internethastighed: Anita bor i et sort hul - gør du også det?

De første kunder blev tilsluttet i juni, og flere er på vej fra Skywire.

- Det er dyrt at grave kabler ned, men det er knap så dyrt at trække kabler i rør, som allerede er etableret. Ved at bruge de eksisterende fiberrør har vi været i stand til at gøre fiberforbindelser tilgængelige for  seniorboligerne på Bellevue til en konkurrencedygtig pris, der er lavere end de store udbyderes. Det vil vi helt klart benytte os af fremover, så flere langelændere kan komme på vores fibernet, siger Jens Jönsson fra Skywire.

Borgere med dårligt internet har kunnet søge bredbåndspuljen. I december 2019 blev der sat 100 millioner kroner af til denne pulje, og med udsigten til billigere fibernetsløsninger, kan der måske være endnu mere fibernet på vej til Langeland. 

Læs også Få overblikket: De modtager penge til bedre internet

Over 900 adresser på Fyn får penge til bedre internet med bredbåndspuljen. Langeland får lige omkring 12,5 millioner kroner. Til sammen modtager de fynske husstande lige godt 26 millioner kroner.