3. feb. 2025 kl. 20:32

Når Sandie Hansen og hendes to sønner flytter fra Langeland, lægger de et årelangt tovtrækkeri med kommunens familieafdeling bag sig. Det troede Sandie Hansen i hvert fald.


Familien har før været splittet, da Langeland Kommune i 2021 valgte at tvangsfjerne sønnerne Malthe og Noah. Efter halvandet år ved en plejefamilie kom drengene hjem.


Siden fik Sandie Hansen både Ankestyrelsens og rettens ord for, at der var begået betydelige fejl og lovbrud i sagsbehandlingen.


Men nu lurer truslen om tvangsfjernelse igen, for få dage inden flyttebilen skulle komme, modtog Sandie Hansen et 75-siders langt dokument fra Langeland kommune og et opkald, der bekræftede tvillingemorens frygt.


- Det er fuldstændig uforståeligt, siger hun.


Den nye udvikling er en skandale, lyder det fra en juridisk ekspert.


Langeland har ‘ikke lært noget som helst’

Bente Adolphsen har som jurist arbejdet med netop børnesager i over 35 år.

Ifølge hende er den 75-sider lange undersøgelse behæftet med fejl. Og selvom det ikke står i dokumentet, at Langeland Kommune opfordrer til tvangsfjernelse, så er det det, en sagsbehandler fortæller Sandie Hansen i et telefonopkald.

Telefonopkaldet er optaget og kan høres herunder. Opkaldet kom få timer, før Sandie Hansen modtog den færdige undersøgelse.

- Der er kun hjemmel til anbringelse, hvis vurderingen er, at udfordringerne ikke kan afhjælpes i hjemmet. Det kan jeg ikke se, hvordan undersøgelsen kommer frem til, siger Bente Adolphsen efter at have læst undersøgelsen.

Blandt flere mangler fremhæver hun, at hverken sønnen eller Sandie Hansen er blevet hørt tilstrækkeligt, og at Sandie Hansen burde have fået 10-14 dage til at komme med sit besyv.

Det er et brud på loven, som Ankestyrelsen kritiserede Langeland Kommune for allerede i 2021, da drengene blev anbragt.

Hvad siger det, at kommunen begår præcis de samme lovbrud igen?

- Det viser, at de ikke har ikke lært noget som helst, siger Bente Adolphsen og tilføjer:

- I min optik er det her under al kritik. Hvis det havde været en opgave på socialrådgiveruddannelsen, havde den været til dumpekarakter.

Hård medfart på rådhuset

Undersøgelsen får også en hård medfart på rådhuset i Rudkøbing.

- Jeg synes, det er svært ikke at få den tanke, at der er nogen, der har lyst til at give Sandie Hansen en hilsen med til Odense, når hun forlader Langeland. Det er ikke kønt, siger byrådsmedlem Søren Ramsing (RV).

Mikkel Skov Svendsen

Inden længe tørner Sandie Hansen og Langeland Kommune igen sammen foran en dommer, når sagen fra 2021 skal behandles i Østre Landsret. Sandie Hansen har nemlig anket Retten i Svendborgs konklusion om, at hun ikke skulle modtage erstatning for det halvandet år, hendes børn var fjernet fra hjemmet.

- Det her kan jo i en eller anden grad - synes jeg - ses som et forsøg på at påvirke (den kommende retssag, red.), siger Søren Ramsing (RV).

Politisk er der nu lagt op til en millionindsprøjtning i Familieafdelingen, der blandt andet skal sikre ansættelse af flere socialrådegivere. Det fremgår af dagsordenen for et netop overstået møde i kommunens ABUS-udvalg.

Men det er ikke løsningen, mener Søren Ramsing.

- Jeg synes, det er et forkert sted, man sætter ind. Det handler ikke om, at vi skal have flere socialrådgivere i afdelingen. Det handler efter min opfattelse primært om, at vi skal have noget bedre ledelse.

Sandie Hansen er ved at pakke ud i familiens nye lejlighed i den fynske hovedstad, og fremover er det Odense Kommunes opgave at beslutte, hvilken hjælp hun og drenge skal have.

Mikkel Skov Svendsen

Hvis Odense Kommune vurderer, at drengene skal have mere hjælp, end du kan give dem, hvordan vil du så tage imod det?

- Det er svært at svare på lige nu. Jeg tror, man har brug for at få et samarbejde op at køre, men selvfølgelig er jeg lydhør, og jeg vil rigtig gerne samarbejde.

TV 2 Fyn ville gerne have forelagt kritikken for Langeland Kommune, men beskeden har lydt, at socialchef Torben Lønberg ikke er til at træffe mandag. Jani Hansen skriver til TV 2 Fyn, at hun ikke udtaler sig i personsager.

For 3 timer siden
Tophistorie
Anton Kranf

I aftenens mulm og mørke har Nyborg Kommune og Fyns Politi evakueret 79 voksne og 23 børn, der flyttes fra deres boliger i Vesterhavnen 13, 15, 17 og 19.


Det sker eftersom bærende bjælker i bygningerne ikke er sikret mod brand, og der derfor vil være fare for sammenstyrtning, hvis der skulle udbryde brand.


Kommunen har modtaget oplysningerne torsdag eftermiddag, efter en rådgiver har gennemgået en af boligblokkene grundet en bekymring for deres tilstand. Undersøgelsen blev sat i gang af kommunen, som siden 2016 har kendt til problemer.


- Vi ved godt, at det her er voldsomt indgribende overfor beboerne og derfor er det heller ikke en beslutning, vi tager let på. Men som kommune kan og vil vi ikke løbe nogen risiko, når vi står med nogle bygninger, der potentielt kan styrte sammen i tilfælde af brand i kælderen, siger kommunaldirektør Tim Jeppesen.


I alt er der tale om fire boligblokke, som er evakuerede.


Evakuering af boligblokke

Følg opdateringerne herunder

Anton Kranf

Over 100 voksne og børn er torsdag aften blevet evakueret fra deres lejligheder på Vesterhavnen i Nyborg, efter en ekstern rådgiver har opdaget at den bærende konstruktion ikke er brandsikret.

Hvis bygningen går i brand, vil det altså i værste fald ende med et kollaps.

Beboeren Jesper Roed, der bor i blokken Vesterhavnen 15, er dog ikke imponeret over at Nyborg Kommune og Beredskab Fyn har besluttet at evakuere.

Han mener derimod man kunne have indsat brandvagter i boligblokkene, så beboerne kunne blive boende.

For 2 timer siden
Mikkel Skov Svendsen

Kan det lade sig gøre at sælge en vare, men ikke levere den helt og alligevel få pengene?


Tilsyneladende ja, mener Retten i Svendborg.


Biogas-ejeren Kurt Brusgård Poulsen, der ejer både Andekærgård Biogas og er hovedaktionær i Flemløse Biogas, slipper nemlig for at skulle tilbagebetale 15 millioner kroner for en mængde energi hans anlæg ikke kunne producere.


Dermed frikendes Andekærgård.


Regningen ender i København

Dommen lyder i Retten i Svendborg på, at Hofor (Hovedstadens Foryning red.) skal betale Andekærgård 250.000 kroner i sagsomkostninger, mens ES2024 skal betale Hofor 250.000 kroner for sagsomkostninger.

Det betyder, at selvom sagen begyndte hos Andekærgård på Tåsinge, falder den manglende produktion ikke tilbage på Kurt Brusgård Poulsen og hans anlæg.

Det på trods af, at Andekærgård modtog penge for CO2-besparelsen i form af et tilskud på 15 millioner kroner fra i første omgang Hofor, der senere solgte “kvoten” videre til rådgivningsfirma ES 2024, der senere solgte den til N1.

N1 sælger i sidste ende strøm til private kunder - og har skulle dække sine omkostninger ved at opkræve pengene hos privatkunderne.

Sagen kort

Biogasanlægget Andekærgård skulle levere 74,1 millioner kilowatttimer til netselskabet N1, men leverede ifølge Energiwatch kun 48,3 kWh.

Det viste Energistyrelsens stikprøve fra 2020 foretaget i køberen, N1’s, indberetninger.

Undervejs har både Hofor og rådgivningsfirmaet ES2024 haft den solgte “kvote med energibesparelse” i hånden og videresolgt den til hinanden, før den i sidste ende er havnet hos N1. Alt sammen som en del af statens energispareordning, der havde til hensigt at reducere energiselskabernes Co2 forbrug.

Forstår energispareordningen

  • Klima-, energi- og forsyningsministeren har fra 2006 indgået i alt fire frivillige aftaler med brancheorganisationerne for de forskellige energiarter (el, olie, naturgas og fjernvarme).

  • Med aftalerne forpligtede net- og distributionsselskaberne sig til at realisere energibesparelser. Det skete typisk ved at give tilskud til energieffektiviseringstiltag i boliger, virksomheder eller ved at lave energieffektiviseringer i eget net. Tilskuddet indgik i energiselskabernes samlede omkostninger til deres energispareindsats og blev opkrævet via energiforbrugeres energiregning.

Kilde: Energiwatch

Ken Petersen

Selvom Barfoed Group allerede har været ude og placere ansvaret for ulykken hos ingeniørfirmaet Rambøll, mener Michael Havbro Faber, som er professor og ekspertisechef hos Niras, at det er for tidligt.

- Nogle gange er det én ting der er afgørende, og andre gange er der flere ting, som går i fælles negativ retning, siger han.

En syn og skønssag omkring ulykken er igangsat, men er endnu ikke færdiggjort. Han mener man bør vente på konklusionerne, før man peger fingre.

- Normalt passer vi meget på med lige præcis at gisne. Vi venter behørigt på at informationsgrundlaget er tilstrækkeligt robust.

Barfoed Group har ikke ønsket at kommentere hvorvidt det er for tidligt at placere et ansvar.

For 4 timer siden
Fyn

Fynske L'easy går nu i rette med forbrugernes vagthund, Forbrugerombudsmanden.


Han kritiserede i går svenskejede Resurs Bank og fynske L'easy for at udnytte samfundets svageste ved at yde højtforrentede lån uden en grundig vurdering af betalingsevnen hos kunderne.


Vores kreditvurdering er i orden

Men det er en kritik, der er uretfærdig, mener finansdirektør i 3C Retail, Lars Claudi, der ejer L’easy

 - Jeg kan sige, at vi dengang gennemførte en grundig kreditvurdering efter datidens normer, og kunden har da også tilbagebetalt det meste af lånet. Som sagt er det mere end 10 år siden, og dermed også mange år før L’easy fik sin licens som forbrugslånsvirksomhed. Således vedrører sagen heller ikke en aktuel praksis fra L’easys side, siger Lars Claudi og tilføjer:

- Vi kreditvurderer meget grundigt, og vores kreditgivning sker på baggrund af den kreditpolitik, som Finanstilsynet fik indsigt i, og som de i 2022 tildelte licens som forbrugslånsvirksomhed til L’easy på baggrund af.

Finansierings og udlejningsselskabet ønsker præciseret, at man ikke har ydet lån på 38 procent, men at det første lån inklusive de årlige omkostninger, ÅOP, var 38 procent.

Faktaboks om L'easy-sagen

I 2022 anlagde L’easy sag mod en nu 51-årig mand angående lån, som ikke var tilbagebetalt.

Aftaleforholdet mellem L’easy og forbrugeren gik tilbage til 2013 og 2014, hvor L’easy i en periode på knap et år havde ydet forbrugeren i alt tre lån.

Det første lån blev bevilget i december 2013. I september 2014 fik han et nyt lån, selvom han ikke havde afviklet det første lån. Restgælden blev overført til det nye lån. I november 2014 fik han det tredje lån, som også indeholdt en restgæld fra de forrige lån. Lånene var højtforrentede lån med årlige omkostninger (ÅOP) på 29-38 %.

Forbrugeren havde i de pågældende år et rådighedsbeløb, som formentlig var negativt og i hvert fald betydeligt under det rådighedsbeløb, der normalt anses for nødvendigt for at opretholde en besked levefod.

Mandens økonomi var derfor efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke egnet til yderligere gældsætning. Særligt ikke til højtforrentede lån med en ÅOP på mellem 29-38 %. En kreditværdighedsvurdering, der havde inddraget forbrugerens basale skatteoplysninger, ville efter Forbrugerombudsmandens opfattelse have vist dette.

Kilde: Forbrugerombudsmanden.

Siden juni 2020 har det været ulovligt at yde lån på mere end 35 procent inklusive årlige omkostninger.

3C Retail oplyser, at man anlagde sagen i 2022 mod en nu 51-årig mand på grund af et lån på cirka 37.000 kroner, der ikke var fuldt tilbagebetalt, selv om lånet er optaget for mere end 10 år siden. oplyser 3C Retail.

I 2023 gik Forbrugerombudsmanden ind i sagen samt en sag mod en kunde i Resurs Bank.

Der er i begge sager tale om flere lån, som er ydet til samme forbruger over en periode.

Har fjernet renter og omkostninger

3C Retail oplyser, at man i den anlagte retssag mod den 51-årige havde fjernet alle renter og omkostninger på lånet, hvorfor sagen alene drejede sig om tilbagebetaling af det beløb, som kunden havde fået udbetalt.

- L’easy gjorde altså hverken krav på renter eller gebyrer, hedder det.

Ifølge 3C Retails finansdirektør er det koncernens opfattelse af retspraksis, at hovedstolen altid skal tilbagebetales.

- Når vi så alligevel i dette særlige tilfælde valgte pr. kulance at hæve sagen, er det på grund af de oplysninger om kundens økonomiske formåen, som er fremkommet under sagens forberedelse, vejet op imod de ressourcer, der skulle bruges på at føre en retssag, samt at der var tale om et relativt beskedent restskyldbeløb, siger Lars Claudi

Resurs Bank har ikke ønsket at udtale sig til TV 2 Fyn.

Marlene Sørensen

Er der sammenhæng mellem børn og unges forbrug af sociale medier og deres trivsel?

Ja, det er der ifølge en ny analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Sågar viser tal, at det i særdeleshed er teenagepiger, som mærker en negativ effekt fra de sociale medier.

Analysen konkluderer, at 31 procent af 13 til 17-årige piger enten er moderat eller svært afhængige af sociale medier. For drenge i samme aldersgruppe er tallet nede på 12 procent.

Det nævnes også, at børn og unge med flest tegn på afhængighed af de sociale medier har det værst.

Helt konkret har de 15 procent lavere trivsel, hvis man sammenligner med de jævnaldrende, der har færrest symptomer.

For 5 timer siden
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix/Genrefoto

En 19-årig kvinde fra Nyborg er mandag blevet dømt for trusler mod en tjenestemand.


Det skete efter hun i december 2024 sendte en lydbesked til sin socialrådgiver, hvor hun detaljeret beskrev hvordan hun ville slå vedkommende ihjel og efterfølgende partere socialrådgiveren.


Kvinden erkender truslerne uden forbehold, og er blevet idømt 30 dages fængsel, fremgår det af en aktindsigt TV 2 Fyn har fået.


Den 19-årige har rent undtagelsesvis fået en betinget fængselsstraf, selvom hun tidligere er dømt for vold og trusler. Det skete ifølge dommeren, da hun er særligt sårbar.


Detaljeret trussel

Den 19-årige kvindes trusler blev modtaget af socialrådgiveren den 9. december sidste år klokken ni om morgenen. Lydbeskeden indeholdt 13 enkeltstående trusler, der både var rettet mod socialrådgiveren og vedkommendes familie.

Truslerne mod socialrådgiveren var i særdeleshed detaljerede, og lød blandt andet:

- Ved du hvad, jeg tager op til kontoret på mandag, og så tager jeg en brødkniv med, og så skærer jeg alle dine lemmer af. Jeg tager alle dine indvolde ud, og kaster det ud til løverne.

Mildere straf

Trusler mod tjenestemænd straffes som udgangspunkt altid med ubetinget fængsel i mindst 30 dage, men i denne sag valgte dommeren at gøre en undtagelse - også selvom den tiltalte aldrig dukkede op til en personundersøgelse ved kriminalforsorgen, der derfor ikke kunne vurdere om hun var egnet til en betinget fængselsstraf.

Dommeren gjorde undtagelsen med henvisning til, at hun er en sårbar ung kvinde.

Hvis den 19-årige igen begår noget strafbart indenfor en prøvetid på to år, kan fængselsstraffen dog udløses.

I går kl. 17:56
Bogense Kommune

Nordfyns Kommune vedtog i januar 2024 et projekt, der skulle sikre kystbeskyttelse ved Bogense by og omegn.


Men nu er projektet slået tilbage til start.


Der er tale om et projekt, som ifølge en analyse ville betyde en mulig besparelse på 682.000.000 kroner i skadesomkostninger over en periode på 50 år.


I klageperioden kom der fire klager, og mens to er blevet pure afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet har to andre klager gjort, at kommunen nu må starte forfra.


De klageparter, der fik medhold i deres klager, er forsyningsselskaberne TDC og Evida Syd.


For at finansiere projektet har Nordfyns Kommune lavet en fordeling af hvor meget hver enkelt grundejer skal betale til det, og det er den, parterne klager over.


Det er netop forsyningsselskaberne i området, der står til at betale mest.


En urimelig bidragsfordeling

En af klagerne har blandt andet lydt på, at Nordfyns Kommunes beregningsmetoder var urimelige, samt at udgifterne ville overstige den nytteværdi, som klageren kunne få ud af projektet.

Dog anerkender klageparterne at være blevet pålagt en bidragspligt.

Utilfredsheden fra den ene part går også på, at kommunen ikke har specificeret, hvilket bidrag, der nærmere vil blive opkrævet.

Begge klageparter mente, at afgørelsen skulle ophæves og behandles på ny.

Det har de nu fået medhold i hos Miljø- og Fødevarestyrelsen.

Nordfyns Kommune skriver selv, at de nu arbejder sammen med rådgivere for at finde en løsning.

Det betyder samtidig en forsinkelse, og man regner nu med, at projektet tidligst kan gå i gang i starten af 2026.

Hasløv & Kjærsgaard

Man skal kunne rejse hurtigere mellem Als og Fyn.

Det indgår som en del af en politisk aftale om Infrastrukturplan 2035.

I forlængelse af dette er der udarbejdet en forundersøgelse, som viser, at man kan anlægge en fast forbindelse mellem de to punkter i form af en bro til en anslået pris på 22,2 milliarder kroner.

Nu er det blevet tid til, at forundersøgelsens resultater skal præsenteres for borgerne.

Det sker blandt andet på et borgermøde den 24. februar fra kl. 19 til 21 i Helios Kulturhus i Faaborg.

Sund & Bælt og Vejdirektoratet, der er værter for borgermødet, skriver, at alle er velkomne, men at det kræver tilmelding.

Normal/PR

Du finder mere end 845 af deres butikker på tværs af landegrænser, og flere er på vej.

Der er tale om den populære butikskæde NORMAL, som åbner endnu en butik.

Denne gang i Nyborg Retail Park.

Butikken slår dørene op for kunder den 28. februar, og NORMAL fortæller selv, at kunderne kan forvente et brag af en åbningsfest.

- Vi glæder os til at byde dem velkommen og give dem en rigtig god oplevelse, fortæller Country Manager, Lars Bjerring.

NORMAL åbnede sin første danske butik i april 2013. Siden da har kæden fået vokseværk, og nu findes der mere end 150 butikker i Danmark.

Marlene Sørensen

Toiletdøren var forsøgt sparket op, da graverne mødte på arbejde onsdag morgen.

Det er ikke overraskende, faktisk, for det er bare det seneste af mange tilfælde af hærværk på det offentlige toilet ved Stenstrup Kirke.

- Vi oplever, det er fuldstændigt raseret, når vi kommer på arbejde, siger Morten Hylleberg, der er gravermedhjælper i Stenstrup.

Det samme har de oplevet i Tved, men der har de løst problemet, fortæller sognepræsten.

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Fyn lige ved hånden.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her