Inge Rasmussen voksede op under krigen, og hun havde den helt tæt på.
Ved Hennetved Skov nær ved hendes barndomshjem i Vindeby på Langeland kunne hun og skolekammeraterne se, når bomberne faldt i Østersøen og Nordtyskland.
- Når vi gik op på en bakke kunne vi se ned til Tyskland. Vi kunne se lysglimtene, når de skød, fortæller hun.
En utryg tid endte 5. maj 1945, da beskeden om befrielsen lød i radioen, og selvom Inge Rasmussen på det tidspunkt var en 13-årig skolepige på Langeland, kunne hun fejre dagen med sovjetiske soldater.
- Da vi var børn, så var der så mange flyvemaskiner i luften og uro, og så slutter det med det her, siger hun.
Forklaringen på det pudsige bekendtskab mellem en pige fra Langeland og soldater fra Sovjetunionen findes på det lave vand i Langelandsbæltet ud for Påø på Langeland, hvor en flydedok om eftermiddagen 4. maj 1945 gik på grund.
- Min mor lavede jeg ved ikke hvor mange spejlæg til dem, og de blev ved at spise. Og vi sagde, de bliver da syge.
Ombord var 1.400 sovjetiske og franske krigsfanger, som fire dage inden havde forladt den nordtyske ø Rügen under tysk bevogtning. Da slæbebåden kom under beskydning valgte den tyske kaptajn at kappe trossen og lade krigsfangerne drive videre på må og få.
Desperation
Den største bekymring for fangerne var dog sandsynligvis det komplette fravær af mad og vand ombord. Efter fire dage på vandet kunne fangerne skimte land, og heldigvis for dem, var det i den retning, som strømmen førte dem.
150 meter ud for stranden ved Påø gik flydedokken på grund. Efter noget tid stimlede lokale sammen på stranden, men lagde ikke an til at hjælpe de nødstedte. Lokalbefolkningen troede der var tale om tyskere.
- Derfor forsøgte nogle af fangerne at svømme ind til land. To russere bliver taget af strømmen og bliver trukket nordpå og bliver fundet oppe ved Tranekær, hvor de ligger begravet, fortæller Peer Henrik Hansen, der er museumsleder på Langeland Museum.
Artiklen fortsætter under billedet.
Nogle af fangerne nåede dog ind til stranden og fik fat i nogle joller, de kunne bruge til at redde de resterende fanger i land. En enkelt fange kunne tilsyneladende kommunikere med langelænderne, og han fik forklaret, at der var tale om krigsfanger, hvorefter de lokale begyndte at hjælpe.
Da de var kommet i land begyndte de at søge mod lokale gårde i håb om at finde husly og frem for alt mad.
- De har drevet rundt på må og få i fire dage. De har ikke haft noget at spise. De har haft noget at drikke. De har ikke haft noget toilet. De har stået i vand til et stykke oppe skinnebenet, og nogle af dem har stortset ikke haft tøj på.
- Det er desperationen, de her mennesker lader få frit løb: Nu er der mad inden for rækkevidde. Jeg bliver nødt til at spise. Jeg spiser, siger Peer Henrik Hansen.
Spejlæg og kartofler
Inge Rasmussen var ikke på stranden den dag, dokken ramte grund, men hun mødte hurtigt nogle af krigsfangerne. Hendes forældres gård i Vindeby var nemlig et af de steder, nogle af fangerne fandt mad og plads.
- Der kommer to og banker på. Den ene var sådan en lille en og den anden var en høj russisk mand med overskæg. De kommer ind i køkkenet og ryger lige hen til gryden på komfuret, hvor min mor står. De stikker fingrene lige derned, og så spiste de. De var så sultne, fortæller Inge Rasmussen.
Artiklen forsætter under billedet.
Mændene, som stadig havde vådt tøj efter at have svømmet i land, tog deres skjorter af, rullede dem sammen og varmede dem over det varme komfur, men stoppede ikke med at være sultne.
- Min mor lavede jeg ved ikke hvor mange spejlæg til dem, og de blev ved at spise. Og vi sagde, de bliver da syge, siger Inge Rasmussen.
Lignende scenarier udspillede sig flere andre steder på øen, fortæller Peer Henrik Hansen.
- Første nat overnattede de, der var kommet i land, på en af gårdene i nærheden, og næste morgen konstatere dem, der boede på gården, at de havde været rundt at finde gamle kålhoveder og kartofler og selleri, som de havde gnavet af på grund af sult og desperation, siger han.
Befrielsen
Mens soldaterne spiste hos Inge Rasmussen og hendes forældre i Vindeby lød beskeden i radioen om, at krigen var ovre.
- De blev så glade, at de røg ud på gulvet og dansede, siger Inge Rasmussen.
Om natten fik de to mænd ly for natten i familiens stald, hvor en halmseng var en stor opgradering i forhold til tidligere nætter.
Nogle af de strandede krigsfanger på Langeland forlod hurtigt øen, mens andre blev det meste af sommeren.
Inge Rasmussen har ikke siden hørt fra de logerende, men en af dem efterlod en brev skrevet på et fremmed sprog, men hun har aldrig helt fået opklaret hvilket.
- Det var ham, vi kaldte Muminov, siger hun.
Hun har også stadig et billede af Muminov, og hun opbevarer det i en halmkurv, som han efterlod.
- Det var da helt sjovt. Eller sjovt kan vi jo ikke sige, at det var. Men det var en interessant oplevelse, siger hun.
Langeland Museum udgiver 8. december bogen "Miraklet ved Påø," som genfortæller hele historien om de strandede krigsfanger.