Jacobs hus var til salg i seks år: Banken ville ikke låne penge til køberne

Statsgaranterede boliglån betyder, at det fremover ikke er postnummeret, der afgør, om man kan købe eller sælge en bolig.

Jacob Burén har langt om længe fået solgt sit hus. I seks år har han og konen forsøgt at komme af med landejendommen Æblegaarden, men fordi huset ligger på Nordlangeland, har det været svært at sælge.

Én af grundene er, at flere potentielle købere, har fået nej til at låne penge af deres banker, men det skal et nyt boliglån med statsgaranti nu lave om på.

Tirsdag vedtog Folketinget en ny lov, som betyder, at der fra 1. juli 2022 kan optages statsgaranterede lån til ejerboliger med en kvadratmeterpris på under 8.000 kroner. Det samme er gældende ved ejeboliger med en kvadratmeterpris på under 10.000, som ligger i et postnummer, hvor den gennemsnitlige kvadratmeterpris er på højest 8.000 kroner.

- Jeg tror, det betyder kæmpe meget. Jeg tror virkelig det kommer til at betyde noget, siger Jacob Burén.

Banken underkendte handlen

I foråret er det endelig lykkedes Jacob Burén og hans kone at få solgt Æblegaarden, men selvom ejendommen var på markedet i seks år, så var det ikke fordi, der manglede købere.

- Her for et par måneder siden var der tre voksne med arbejde og god økonomi, som ville købe huset sammen, men de fik simpelthen nej af deres bank, siger Jacob Burén.

Samme opfattelse af hændelsen på Æblegaarden har Benny Boesgaard, der er ejendomsmægler og har hjulpet til med salget af huset.

- Vores indtryk var, at økonomien ikke fejlede noget, men deres bank og kreditforeningen underkendte handlen. Faktisk med den for os lidt tåbelige begrundelse at de synes, at ejendommen var for dyr i forhold til priserne i området, selvom kvadratmeterprisen her faktisk er langt under gennemsnittet, siger Benny Boesgaard.

Derfor er både ejendomsmægleren og Jacob Burén glade for den nye lov.

I praksis betyder den nemlig, at man med et hus som Æblegaarden, der blev solgt for lidt over to millioner kroner, ville kunne få statsgaranti på et lån på op til 600.000 kroner.

Politikerne skal banke bankerne

Ifølge Benny Boesgaard vil de nye lån være med til at holde en bund under markedet, og han er derfor optimistisk i forhold til, at det på sigt vil gavne landdistrikterne som for eksempel Nordlangeland.

Han er dog en smule bekymret for, om bankerne og kreditforeningerne vil efterleve den nye lovgivning, og derfor håber Benny Boesgaard, at politikerne vil italesætte muligheden for lån over for bankerne.

- Politikerne skal på en eller anden måde banke bankerne i hovedet, og sige at de skal bruge muligheden og den ekstra sikkerhed, det giver, og så hjælpe de mennesker der gerne vil købe en ejendom lidt ude på landet, siger ejendomsmægleren.

Jacob Burén og hans kone skal nu i gang med at lede efter en ny bolig, og de forestiller sig, at de nye lånemuligheder kan gøre det lettere for dem, at købe det rigtige hus.

På Fyn kommer den nye lov til at gælde i 32 landdistrikter heriblandt Nordlangeland.  

Oversigt

    Oversigt