Juraprofessor: Afvisning af Rasmus Paludan på festival er lovlig

Festivalen må selv bestemme, hvem de vil lukke ind på festivalpladsen, vurderer juraprofessor. Det er løgn, siger Rasmus Paludan.

Stram Kurs-leder Rasmus Paludan er onsdag blevet nægtet adgang til Langelandsfestival, selv om han havde købt billet til musikfestivalen sammen med to kammerater.

Det kan festivalledelsen med loven i hånden godt tillade sig, vurderer Sten Schaumburg-Müller, der er juraprofessor på Syddansk Universitet. 

- Det er formentlig lovligt. Når man udbyder noget til offentligheden, for eksempel en festival, er der visse regler, man skal iagttage, siger Sten Schaumburg-Müller til TV 2/Fyn. 

Her kan du se videoen, hvor Rasmus Paludan bliver afvist ved indgangen. 

Det må festivalen ikke gøre

Man må eksempelvis ikke generalisere og afvise folk på baggrund af religion eller nationalitet.

- Man må ikke sige, at man ikke vil servere for tyskere eller for muslimer. Sådan nogle ting må man selvfølgelig ikke, men når man udbyder en festival til offentligheden, har man også en vis ret til at sætte nogle generelle regler, forklarer juraprofessoren.

Det gælder eksempelvis påklædning på en fin restaurant eller et værtshus, der ikke vil lukke ballademagere ind.

- Det vil være min umiddelbare vurdering, at der på baggrund af Rasmus Paludans historik har været så meget ballade, at han kan have svært ved at opføre sig som en almindelig festivalgæst, siger Sten Schaumburg-Müller. 

- Hvis en enkelt person laver ballade, er det o.k. at sige, at man ikke vil have ballade her, vurderer han.

Paludan: Det er æreskrænkende

Direktør og festivalejer Allan K. Pedersen begrunder afvisningen med, at det er for de øvrige gæsters sikkerhed og tryghed, at Rasmus Paludan må misse Langelandsfestival. 

Opdatering
Clock24. jul 2019, kl. 19:30
Artiklen er opdateret med yderligere kommentarer fra Rasmus Paludan.

Rasmus Paludan undrer sig over, hvordan festivalen og Sten Schaumburg-Müller kan tro, at han vil skabe ballade på festivalpladsen, når han tidligere på måneden besøgte Vig Festival - ifølge partilederen selv uden problemer.

- Jeg synes, det er æreskrænkende. Sten Schaumburg-Müller er en kendt løgner, og han har ikke sat sig ordentligt ind i det, siger Rasmus Paludan til TV 2/Fyn.

Stram Kurs-lederen henviser til, at hans besøg på Vig Festival forløb uden ballade, og derfor burde han også få adgang til festivalen på Langeland.

- Det var fuldstændig problemfrit, fastslår Rasmus Paludan. 

Se tv-indslaget om Rasmus Paludans besøg på Langelandsfestival.
Fotograf: Henrik Jensen, TV 2 / Rasmus Rask, TV 2/Fyn / Cecilie Nisgaard, TV 2/Fyn

Afviser ballade: - De kan ikke lide min politik

Han mener ikke, det er på grund af risikoen for ballade, at han er blevet afvist, men det er politiske årsager, der ligger bag festivalens vurdering.

- Den reelle grund er, at de ikke kan lide min politik, siger Rasmus Paludan. 

TV 2/Fyn har ud over Sten Schaumburg-Müllers vurdering også spurgt to andre eksperter på området, og de mener også, at festivalen er i sin gode ret til at afvise Rasmus Paludan.

- Det skyldes, at I ikke har præsenteret det fulde billede, siger Rasmus Paludan og henviser til, at politiet ikke mener, at der er et problem i, at partilederen besøger Langelandsfestivalen.

Årets Langelandsfestival finder sted fra 20. til 27. juli. 

Oversigt

    Oversigt