Kamillas private asylhjælp udløste pris

Kvindelig fodboldtræner vandt ’En Del af Noget Større’-prisen for sit arbejde med asylansøgere på Langeland.

Kamilla Kjeldsen fra Tranekær/Tullebølle IF blev mandag aften hyldet ved Dansk Fodbold Award, da hun vandt ’En Del af Noget Større’-prisen for sit arbejde med asylansøgere på Langeland.

Som fodboldtræner har hun taget initiativ til at tilbyde asylansøgere træning i Tranekær/Tullebølle IF på trods af både sprogmæssige og kulturelle barrierer, som kommer til udtryk i, at drengene ikke er vant til at opleve en kvinde i trænerrollen.

Det personlige integrationsprojekt hjælper drengene til at forstå dansk foreningskultur og danske normer, når de færdes i fodboldklubben.

DBU skriver i en pressemeddelelse, at unionen ”ønsker at hædre en person eller et projekt, der arbejder med fodbolden i en større sammenhæng – og derved er med til at sætte fokus på sportens mangfoldige rolle – og derfor går prisen meget fortjent til Kamilla Kjeldsen med integrationsprojektet i Tranekær/Tullebølle IF.” 

Kamilla Kjeldsen selv er stolt over og glad for, at hendes indsats er blevet bemærket.

- Jeg er beæret over, at nogen har tænkt på det, vi går og gør ned på Langeland. At DBU Fyn overhovedet holder øje med, hvad vi går og gør. Det er jo fantastisk, lød det fra prismodtageren efter showet.

 

 

Oversigt

    Oversigt