Kommuner bruger frivillige i flygtningsarbejde

Syv ud af 10 kommuner inddrager frivillige, når flygtninge skal integreres i det danske samfund.

I weekenden slog formanden for kommunernes forening, KL, Kalundborgs borgmester Martin Damm (V), på tromme for, at frivillige bør spille en stor rolle, når der skal findes plads i det danske samfund til den stadig større strøm af flygtninge, der kommer til landet fra især Syrien.

- Frivillige danskere vil for eksempelvis kunne gøre stor nytte i modtagerindsatsen, og på den måde tror jeg, at man kan styrke det folkelige engagement, sagde KL-formanden.

Og en lang række kommuner er allerede godt i gang. Assens, Viborg, Jammerbugt, Langeland og et hav af andre kommuner kan slet ikke klare integrationen af de mange nye flygtninge uden en kæmpe indsats fra frivillige borgere, skriver Ugebrevet A4.

Syv ud af 10 kommuner inddrager frivillige borgere i modtagelsen af flygtningene, og næsten halvdelen af de kommuner skruer op for brug af frivillige i takt med, at antallet af flygtninge vokser, viser en undersøgelse, som analysefirmaet LG Insight har gennemført for A4.

Integrationsansvarlige ledere og mellemledere i 79 kommuner har deltaget i undersøgelsen, der er foretaget i slutningen af oktober.

I den fynske kommune Assens vil integrationskonsulent Jacob Lundgaard for alt i verden ikke undvære de cirka 170 frivillige borgere, der bruger kræfter på at hjælpe med integrationen, blandt andet via den lokale afdeling af Røde Kors.

I sidste uge ankom syv nye flygtninge, og i løbet af de næste måneder kommer der flere syriske familier til Vestfyn, så antallet af flygtninge i Assens vokser til cirka 300 i 2015. For at klare det pres er kommunens integrationsteam gået i aktion for at skaffe ekstra frivillige.

- Og interessen for at blive frivillig er stor. Lige nu står 50 frivillige parat til at modtage nye flygtningefamilier. De skal være knyttet til familierne i de tre år, som integrationsfasen varer, siger Jacob Lundgaard til Ugebrevet A4.

Oversigt

    Oversigt