Kræver fængsel for snyd med EU-støttekroner

Bagmandspolitiet kræver fængsel til tidligere jægersoldat og hans kone for misbrug af EU-støttekroner. De havde modtaget pengene til kursus- og træningscenter på Langeland. Det fortæller DR Fyn.

Parret Henrik Radich Otkjær og Camilla Otkjær, som er bosat i Charlottenlund, modtog mellem 2009 og 2013 over halvanden millioner kroner til at lave et kursus- og træningscenter på Holmegaard på Langeland.

Planen var at tilbyde militær- og politifolk kurser med fokus på militær og politimæssig sikkerhed. Centret skulle have skydebaner af international standard, og til det formål bevilgede Syddansk Vækstforum i 2009 i alt 4,4 millioner kroner.

Da planerne blev fremlagt i efteråret 2009 var det med en forventning om, at centret i løbet af få år ville nå op på flere tusinde overnatninger årligt og omkring 10 faste arbejdspladser.

Men sådan gik det ikke. Projektet blev ikke til noget.

Ifølge DR Fyn har bagmandspolitiet rejst sag mod den tidligere jægersoldat Henrik Radich Otkjær og hans kone Camilla Otkjær for uretmæssigt brug af EU-støttekroner.

Tiltale: EU-støttekroner gik til private formål

Ifølge anklageskriftet har parret betalt håndværkere med EU-støttekroner for arbejde, som er udført på deres hjem i Charlottenlund, deres sommerhus i Tranekær samt udgifter til et crossfitcenter i Charlottenlund.

Bagmandspolitiet kræver parret dømt for tre forhold. Blandt andet efter straffelovens § 289, som har en strafferamme på op til otte års fængsel, fortæller DR Fyn.

Udover tiltalen fra Bagmandspolitiets har Erhvervsstyrelsen gennem Kammeradvokaten krævet hele støttebeløbet på 1.507.757,26 kroner tilbagebetalt.

 -Jeg er glad for, at sagen nu kommer for retten, så vi kan bevise vores uskyld i denne sag, siger Camilla Otkjær til DR Fyn.

Oversigt

    Oversigt