Kvinde slået voldsomt ned af skibsbom

En kvinde blev torsdag fløjet til Odense Universitetshospital med læsioner i hovedet efter skibsulykke.

En kvinde blev torsdag i al hast fløjet fra Lohals på Langeland til Odense Universitetshospital med voldsomme læsioner i hovedet, efter at være blevet ramt af en skibsbom.

Et dansk par var på sejltur ud for havnen i Lohals ved nordspidsen af Langeland, da ulykken indtraf. En redningshelikopter fra Søværnets Operative Kommando og en redningsbåd blev sendt af sted, mens en ambulance blev dirigeret til havnen i Lohals.

Redningsbåden nåede først frem og fik den bevidstløse kvinden bragt ind til havnen, hvor hun blev tilset af en læge.

- Herefter blev hun fløjet med helikopteren ind til Odense Universitetshospital, hvor hun nu opholder sig. Hun fik et kraftigt slag i hovedet, så det er voldsomt, siger vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi i Odense.

Hvor alvorlig det står til, har politiet endnu ikke klarhed over. Kvinden modtage i øjeblikket behandling på sygehuset.

- Hendes tilstand er umiddelbar kritisk, siger Lars Thede.

Oversigt

    Oversigt