Langelændere om droppet udrejsecenter: - Jeg hoppede lige op af lænestolen

Der er stor glæde hos de langelændere, der i en uges tid har skullet forholde sig til, at der var et udrejsecenter for udviste, kriminelle udlændinge på vej til øen.

- Jeg hoppede lige op af lænestolen.

Sådan siger Erik Bøgh Christiansen. Han bor stort set med Holmegaard i baghaven og er mere end lykkelig over, at naboejendomme ikke skal forvandles til et udrejsecenter for 130 udviste, kriminelle udlændinge.

- Det passer mig udmærket, for det har vi ikke brug for her, tilføjer Erik Bøgh Christiansen.

Erik Bøgh Christiansen er ikke den eneste i lokalområdet, som er tilfreds med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes og regeringens kovending.

- Fuldstændig fantastisk

Således var Cecilia Vanman, butiksejer i Bagenkop, på vej hjem fra demonstration ved Christiansborg, da nyheden kom.

- Det har været fuldstændig fantastisk at få nyheden, siger hun i telefonen fra en rasteplads.

- Men det er klart, det var selvfølgelig også det, der skulle ske. Det var ikke det rigtige forslag. 

- Så det er jeg glad for, at folk fik øjnene op for det inde på Christiansborg, mener hun.

Cecilia Vanman tilføjer, at Langeland har taget sin tørn med i mange år at have haft  asylcentre.

- Derfor synes vi, at nu hvor vi har gang i en oplevelses- og turistøkonomi med et opsving, så skal vi have lov til at nyde lidt af det, siger hun og fortæller, at beslutningen skal fejres med kolde drikkevarer i bussen:

- Og så skal vi slappe af og nyde det. For vi er simpelthen så trætte nu, siger Cecilia Vanman.

Arbejdet stopper

Da regeringen i sidste fortalte regeringen, at den ville oprette centret, blev det mødt med stor modstand lokalt og i oppositionen på Christiansborg. Også regeringens støtteparti SF var imod.

Det har betydet, at arbejdet med det nye center stopper. I stedet bliver de indtil videre boende på Kærshovedgård nær Bording i Midtjylland.

Oversigt

    Oversigt