Langeland kommer på flaske: Sådan smager den

Tirsdag aften blev det afgjort, hvordan Langelands kyst smager. Den smager af øl med kirsebær, strandmalurt og havvand.

Hvordan smager Langelands kyst? Og kan dén smag puttes ned i en øl? Det har en række hobbybryggere forsøgt at finde ud af i en ølkonkurrence i løbet af august.

Mandag aften faldt afgørelsen så. Langelands kyst smager af kirsebær, strandmalurt og havvand. Det var nemlig, hvad de tre vindere fra Svendborg havde puttet i deres øl.

- Det er meget forløsende. Den der boblen i maven og barnlige forventnings glæde er ligesom forløst nu, og jeg er super glad, siger Jeppe Falck, som er en af de tre vindere.

Han havde brygget vinderøllen, en pale ale, sammen med sine to venner Anders Olesen og Rasmus Schjødt Kold.

Dommerne lagde især vægt på, at vennerne havde skabt en øl som ramte dens stilart og kriteriet om at få Langeland ind i øllen.

- Der er fuld skrald på Langeland, lyder det fra Bo Abelgren Ehlers, som er dommer og brygmester på Svendborgsund Bryghus.

En drikkeklar souvenir

Idéen til konkurrencen fik Thomas Røddik Konradsen, som er projektleder i SHORES Langeland. Et projekt, som skal tiltrække kystturisme til øen.

- Jeg syntes, der manglede et eller andet, når man var på Langeland. Noget, man kan smage og købe med hjem. Det er det, man gerne vil i dag, når man besøger steder, siger Thomas Røddik Konradsen og fortsætter:

- Det kunne være sjovt at lave en fin øl, der smager af Langeland, og det er der mange gode bud på.

Smagen af kyst

Seks erfarne øl-dommere har smagt sig frem til vinderen i løbet af aftenen på Svendborgsund Bryghus på Tåsinge.

Blandt 13 forskellige øl har de skullet finde den, der bedst indkapsler smagen af den sydfynske ø.

- Niveauet er pænt. I forhold til da jeg startede som håndbrygger, vil jeg nok sige, niveauet er hævet en del, siger Bo Abelgren Ehlers.

Bryggerne har haft to måneder til at brygge øllen

- Det er ikke lang tid, så den skal være der første gang, siger Bo Abelgren Ehlers.

Den var der første gang for de tre venner fra Svendborg, som nu vil få deres øl produceret og solgt på Svendborgsund Bryghus i en større mængde.

- Det bliver sjovt at komme over på bryghuset og være med til at brygge øllen igen sammen med en professionel brygger, siger Anders Olesen.

Der skal nu brygges 1.000 liter af vinderøllen, som skal bruges til at markedsføre Langeland.

Oversigt

    Oversigt