Langeland siger nej til udrejsecenter: Ellemann fik input fra lokale borgere

Fredag var Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, på besøg i Bagenkop for at høre de lokales overvejelser om udrejsecentret inden mødet med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) tirsdag.

300 lokale borgere fra Langeland var fredag aften mødt op i Bagenkophallen for at tage imod Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. 

Han havde taget turen over Storebælt for at lytte til de lokales input og følelser om placeringen af udrejsecenteret for udvisningsdømte kriminelle på Sydlangeland.

Og det var en tydeligt berørt flok langelændere, der på skift stillede spørgsmål og kom med forslag til Ellemann.

- Jeg synes, det er stærkt, at man kan stable sådan et lokalt arrangement på benene. Det vidner om, at det betyder rigtig meget for rigtig mange mennesker. Der var mange følelser på spil og mange var følelsesmæssigt berørte af de ting, de skulle fortælle mig og hinanden, så jeg har fået en god bagage med tilbage, fortalte Jakob Ellemann-Jensen kort efter borgermødet.

- Jeg er venstremand, men ...

Det var venstres spidskandidat i Langeland Kommune, Peder Hansen, der stod bag borgermødet. På mødet startede Ellemann med at sige, at han var enig med langelænderne; udrejsecentret skal ikke placeres på Holmegaard, som regeringen natten til onsdag besluttede.

Det er både Venstre, Konservative og SF, der med et flertal er imod placeringen. I stedet holder de fast i, at man skal placere udrejsecentret på den ubeboede ø Lindholm i Faxe Kommune, selvom der heller ikke har været opbakning til den placering.

quote Jeg er venstremand, og jeg synes, man skal holde øje med prisen på grisen, men det er ikke det eneste, der spiller ind

Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre

- Vi mener jo ikke, at man sal lægge et udrejsecenter i folks baghave. Der er ikke et godt sted at lægge udrejsecentret, men vi foreslog, da vi sad i regering, at man lægger det på en ø, hvor der ikke bor nogen. hvor man er så afsondret fra lokalsamfundet som muligt, forklarede Jakob Ellemann-Jensen.

Et af argumenterne fra regeringen for at lave udrejsecenter på Holmegaard i Humble frem for på Lindholm er, at det er meget billigere.

- Jeg er venstremand, og jeg synes, man skal holde øje med prisen på grisen, men det er ikke det eneste, der spiller ind. Man skal tænke på, hvad det betyder for de mennesker, der bor i nærheden, sagde Ellemann, der under mødet ikke var i tvivl om, hvad det betyder for langelænderne.

Se Ellemanns svar efter borgermødet fredag.
Fotograf: Fotograf: Nils Anton Gyde Jensen

Lovgivningens konsekvenser

Der var både dirrende stemmer, bønner om hjælp og konkrete forslag som at flytte de udvisningsdømte kriminelle til Vestre Statsfængsel eller lignende lokationer.

- Jeg kunne mærke et lokalsamfund, der kerer sig om hinanden. Det er et sted, hvor man ikke låser døren, stoler på hinanden og løfter i flok. Nu er der et møde på tirsdag, hvor vores udlændingeordfører skal mødes med de andre ordførere og ministeren (Mattias Tesfaye, red.), for der er et flertal mod placeringen, fastslog Ellemann.

Derfor kunne han også tage mange vigtige pointer med sig fra borgermødet i Bagenkophallen.

- Når vi sidder på Christiansborg og forsøger at lovgive på bedste evne, skal vi huske, at vi lovgiver om rigtig mange menneskers rigtige dagligdag. Vi skal huske at se folk i øjnene og lytte til de konsekvenser, som lovgivningen har, sagde han og tilføjede:

- Det berører også mig at lytte til de her historier. Ung som gammel har hver deres syn på, hvorfor det her er en rigtig dårlig idé. Så vi siger også nej, sluttede Venstre-formanden.

Fakta om udrejsecentret på Holmegaard

Oversigt

    Oversigt