I det fynske folks tjeneste

Langeland udfordret af corona: Is-mutter har ikke lagt optimismen på frost

Langeland Kommune kommer til at mærke de aflyste festivaler til sommer. Med færre gæster end normalt kan det nemlig give økonomiske konsekvenser for lokalsamfundet. Alligevel lever optimismen hos de næringsdrivende.

Der er stadig optimisme på Langeland, selvom krisen kradser.

Det bliver en sommer på Langeland uden Frikadellefestival, fredagskoncerter i Lohals, by- og havnefest i Bagenkop og årets store begivenhed: Langelandsfestivalen. Alle arrangementer er nemlig aflyst grundet coronavirussen.

Mens festivalerne nok skal klare sig og vende tilbage i 2021, står det værre til for lokalsamfundet på Langeland. De går en sommer i møde, hvor omsætningen bliver væsentligt mindre end de år, hvor omtrent 30.000 glade festivalgæster på hele øen køber lystigt ind i lokale supermarkede og bosætter sig i sommerhuse og på campingpladser. 

Læs også Krise eller ej: Det Fynske Dyrskue går digitalt

- Langelandsfestivalen genererer en omsætning i lokalsamfundet på godt 40 millioner kroner. Det er mange penge for vores detailhandel, sommerhusudlejerne og spisestederne, som de kommer til at miste, siger Langelands Borgmester, Tonni Hansen (SF). 

Markedsføring af Langeland

Frikadellefesten betyder meget for havnen. Der kommer normalt rigtig mange både til, som ligger i tre, fire eller fem dage.

Birger Printz, Formand for Lohals Havn.

Langelandsfestivalen skulle have fejret 30-års jubilæum i 2020, men sådan kommer det ikke til at gå. 

- Langelandsfestivalen er et fyrtårn i sig selv i forhold til markedsføringen af Langeland. Vi mister al den positivitet, den skaber omkring øen, siger Tonni Hansen.

Han er ægerlig over, at ingen af de planlagte arrangementer kan gennemføres. 

Øen tæller 12.280 langelændere, men henover sommermånederne kan der være op til 80.000 mennesker på den sydfynske ø. Heraf er hele 25.000 af dem gæster til Langelandsfestivalen.

- Der er ingen tvivl om, at den store omsætning, som festivalen normalt genererer, bliver en mangel. Det kan ikke erstattes, udtrykker borgmesteren.

Vi er helt afhængige af hjælpepakken for at kunne overleve indtil næste år.

Allan K. Pedersen, leder, Langelandsfestivalen

Et ordentligt hug til Langeland

Leder af Langelandsfestivalen, Allan K. Pedersen, er da heller ikke kun trist på festivalens vegne, men på hele Langelands vegne. Han fortæller, at festivalens gæster lægger mange millioner i omsætning til hele øen, fordi de typisk kommer op til en uge i forvejen og holder deres ferie i forbindelse med festivalen.

- Det er et ordentlig hug til Langeland, der er ikke så meget andet, som holde liv i detailhandlen. Og området er i forvejen økonomisk udsat, siger Allan K. Pedersen.  

Festivalledelsen er dog i god dialog med kommunen om, hvordan de kan håndtere aflysningen på bedst mulig måde.

- Vi vil gøre alt for at holde gryden i kog. Fokus bliver dels at få festivalen til at overleve og at markedsføre øen og vise, at man kan opleve andre ting end festivalen, siger Allan K. Pedersen.

Lige nu kender arrangørerne bag Langelandsfestivalen ikke selv deres fremtid. De havde sat alle sejl til for at fejre 30-års jubilæum, men de kan endnu ikke lave beregninger for deres økonomiske situation før, de kender det præcise omfang af støttepakken.

- Det kommer til at koste os mange penge. Vi får ikke indtægter før om 12-13 måneder til næste års billetsalg, indtil da er alt udgifter. Dermed er vi afhængige af hjælpepakken for at kunne overleve indtil næste år, siger Allan K. Pedersen.

Når vi åbner igen, er det vigtigt, at vi ikke bare skyder løs på dag nummer 2, hvor vi ikke ved, hvad der sker på den lange bane.

Anne Mette Wandsøe, Direktør for Turist- og Erhvervsforeningen Langeland.

Milliontab

Turist- og erhvervsforeningen Langeland har regnet på tabstallene, der vil komme i kølvandet af de aflyste kulturarrangementer på Langeland for TV 2/Fyn. 

Direktør Anne Mette Wandsøe fortæller, at de skønner, der er et afledt omsætningstab ved aflyste kulturarrangementer på 45 millioner kroner frem til 1. september, hvis der ikke bliver givet tillladelse til at lave større arrangementer. 

Aflyste kulturarrangementer omfatter blandt andet en del musikarrangementer på Lohals havn og ikke mindst den store frikadellefest. Desuden er der aflyste by Night arrangementer i Rudkøbing, havnefest i Bagenkop, entreindtægter på Langelandsfortet, klassiske koncerter i Bjødstrup kirke, besøg på Skovsgård, fiskeriets hus sejlture med Meta med mere. Og naturlighvis flagskibet Langelandsfestivalen. 

- Den omsætning som Langelandsfestivalen selv genererer såsom overnatning, billetter og mad på pladsen er ikke medtaget i de 45 millioner kroner. De er udelukkende baseret på den afledte omsætning, som Langeland og Rudkøbing ville have haft, fortæller Anne Mette Wandsøe til TV 2/ Fyn.

De anslåede 45 millioner kroner er altså udelukkende knyttet til aflyste kulturarrangementer og ikke til øvrige tab på Langeland i forbindelse med corona krisen.

Anne Mette Wandsøe vil nu have fokus på august og september, hvor der ikke er de tyske turister på Langeland, som de plejer at have. Der skal trækkes nye danskere til i stedet. Derudover er direktøren opmærksom på at have is i maven, når coronavirus slipper taget.

- Når vi åbner igen, er det vigtigt, at vi ikke bare skyder løs på dag nummer 2, hvor vi ikke ved, hvad der sker på den lange bane. Vi skal have skåret den nye kage på den rigtige måde og have tid til at lægge en ny strategi, siger Anne Mette Wandsøe, direktør for Turist- og erhvervsforeningen Langeland.

Spirende optimisme hos slagter og vaffelhus

At coronavirus og den efterfølgende skylle af aflysninger er noget skidt for Langeland er der ingen tvivl om hos hverken hos Den Gode Slagter eller Vaffelhuset i Rudkøbing. Begge indehavere plejer at have en stærkt forøget omsætning under Langelandsfestivalen og i tiden omkring. Tina Rasmussen fra Vaffelhuset plejer at holde åbent søndage og alle aftener, men i år har hun ikke råd til at hyre ekstra personale ud over sig selv.

Jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke tænker optimistisk, så det gør jeg. Hvis bare jeg kommer ud med skindet på næsen, er jeg lykkelig.

Tina Rasmussen, Vaffelhuset, Rudkøbing.

- Det kommer da til at gøre ondt. Det bliver hårdt og ikke det samme. For festivalen udgør et stort grundlag for hele året. Det kan vil kunne mærkes, siger hun. 

Men alligevel er optimismen ikke lagt på frost sammen med isen. Der er nemlig stor opbakning fra de lokale, fortæller Tina Rasmussen. 

- Jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke tænker optimistisk, så det gør jeg. Jeg kommer nok ikke til at købe 400 spande is og hyre mere personale, men hvis bare jeg kommer ud med skindet på næsen, er jeg lykkelig, siger Tina Rasmussen.

Læs også Fynsk kulturliv stærkt begrænset af corona: - Brug krisen til at tænke nyt

Også Anders Madsen fra Den gode slagter i Rudkøbing holder fast i det positive, nemlig at det lige nu tegner til, at sommerhusene på Langeland vil blive fyldt med danske turister til sommer. Ganske vist vil han savne festivalen og dens store betydning for byen, men hvis prognoserne holder stik, vil han få glæde af de mange sommerhusgæster og dermed kunne klare sig nogenlunde igennem.

-  Det salg, vi har til en festivalgæst, er intet sammenlignet med en sommerhusgæst. Er det rigtigt, at sommerhuse bliver fyldt af danskere, så skal det nok gå, siger Anders Madsen. 

Den manglede omsætning vil sandsynligvis blive nogenlunde opvejet af, at han ikke skal hyre det sædvanlige antal ekstra medarbejdere i festivalperioden.

- Vi vil måske gå lidt ned i omsætning, men vi skal nok lande på benene, mener Anders Madsen, der i år prøver noget aldeles nyt for ham: sommer uden Langslandsfestival. 

- Det bliver en interesant udfordring at se, om vi kan stå selv som by uden festivalen. Jeg tror på, at vi godt kan trække turister til alligevel. Selvom vi selvfølgelig vil savne den, siger Anders Madsen.

Det bliver en interesant udfordring at se, om vi kan stå selv som by uden festivalen.

Anders Madsen, Den Gode Slagter, Rudkøbing

Ingen frikadeller giver tab

På Nordlangeland skulle den 16. juli være stået i den stegte kødbolles tegn, når den tilbagevendende frikadellefestival skulle være afholdt på havnen i Lohals. 

- Frikadellefesten betyder meget for havnen. Der kommer normalt mange både til, som ligger i tre, fire eller fem dage, siger formand for Lohals Havn, Birger Printz.

Frikadellefesten vender tilbage

Arrangørerne af frikadellefesten er kede af, at festivalen ikke kan afholdes i 2020, men er allerede næsten klar med programmet til 2021.

- Det betyder ikke noget for frikadellefestforeningen, men det betyder noget for lokalområdet. Men vi har penge i kassen og er klar igen næste år, siger  Søren Ramsing, der er medarrangør.

Se mere

Rundt langs hele havnen har restauranterne normalt et telt, hvor de sælger deres frikadeller, og det får en stor betydning for dem, at det ikke bliver muligt i år, mener havnens formand.

- De får et væsentligt tab. En restaurant kan have en omsætning på mellem 50.000 og 100.000 kroner på én dag, siger han og fortæller, at frikadellefestens aflysning bliver langt værre for de handelsdrivende og restauranterne - ikke for selve festivalen.

- Frikadellefestivalen er sikret, for de bruger aldrig mere, end de tjente året før. Det, de sælger for det ene år, bestiller de musikerer for året efter. Så den skal nok overleve, understreger Birger Printz.

Byerne vil overleve

Det kan altså blive en barsk sommer for lokalsamfundet på Langeland.

Alligevel er både Tonni Hansen og Birger Printz sikre på, at de små byer og handelslivet kommer godt ud på den anden side af corona - også selvom det bliver uden omsætningen fra festivalerne. 

Langelandsfestivalen er et fyrtårn i sig selv i forhold til markedsføringen af Langeland. Al den positivitet, den skaber omkring øen, den mister vi.

Tonni Hansen (SF), Borgmester på Langeland

- Vores erfaringer fra påsken viser, at der kommer en del danske gæster i sommerhusene, som handler i de små dagligvarebutikker rundt omkring på øen. Nu når danskerne ikke kan rejse ud til sommer, så snupper de et sommerhus på Langeland i stedet, siger en fortrøstningsfuld borgmester, som dog må indrømme:

- Vi kan ikke erstatte en festival, så hele øen vil sandsynligvis lide et indtægtstab. Men vi skal nok overleve, siger Tonni Hansen.

Der er heller ingen tvivl at spore på havnen i Lohals.

- Jeg er ret sikker på, at butikkerne overlever. Dagli' Brugsen har sin egen bestyrrelse, og bageren er en gammel forretning, som klarer sig godt. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, men jeg er ikke nervøs for erhvervslivet på nordlangeland. Alle ved, at det er grundet coronakrisen, så jeg tror, at det nok skal gå, siger Birger Printz og fortsætter:

- Vi får lidt mere tid til at male bro, så det er godt, griner han.

Vi hører gerne fra dig, hvis du har spørgsmål til det fynske kulturliv. Eller hvis du kender dem, der har tænkt nyt og har været kreative.