Langelands borgmester meldt til politiet

Efter flere sager om anbringelser af børn på Langeland er borgmesteren blevet meldt til politiet af lokalpolitiker.

Langelands borgmester, Tonni Hansen (SF), er blevet meldt til politiet for overtrædelse af straffeloven. Det skriver radiostationen 24syv.

Det er Katrine Daugaard, der er Liberal Alliances spidskandidat på Fyn, som står bag politianmeldelsen.

- Jeg har valgt at politianmelde borgmesteren og ledelsen, fordi nogen bør gøre det. Min grænse er nået for, hvad jeg kan sidde overhørig, siger Katrine Daugaard til 24syv.

Lokalpolitikeren mener, at borgmesteren står bag en række alvorlige lovbrud i kommunens børne- og tvangsfjernelsessager.

Gribe ind over for ulovligheder

Katrine Daugaard bekræfter over for TV 2 Fyn, at hun har meldt borgmesteren til politiet, men hun ønsker ikke at kommentere politianmeldelsen yderligere, før politiet har efterforsket sagen.

Både TV 2 Fyn og 24syv har i løbet af de seneste måneder dækket flere sager om blandt andet tvangsanbringelser og forkert sagsbehandling fra Langeland Kommune, der har fået kritik fra flere kanter.

I politianmeldelsen, som 24syv er i besiddelse af, fremgår det, at Tonni Hansen blandt andet er politianmeldt for at nægte at se relevant dokumentation i sagerne og gribe ind over for ulovlighederne.

- Borgmesteren og kommunalbestyrelsen svigter deres ansvar, når borgernes retssikkerhed til stadighed bliver krænket, siger Katrine Daugaard til radiostationen.

I politianmeldelsen indgår desuden dokumentation for lovbrud i fem konkrete børnesager, hvor forvaltningen i Langeland Kommune angiveligt har brudt både forvaltningsloven, GDPR-lovgivningen og straffeloven.

Børnesamtale fandt ikke sted

I marts erkendte Tonni Hansen, at der var sket en fejl i én konkret sag, hvor det fremgik, at der havde været afholdt en vigtig børnesamtale som led i en undersøgelse, der kunne ende med en tvangsanbringelse.

En samtale, der bare aldrig fandt sted.

Efterfølgende foreslog kommunalpolitiker Søren Ramsing fra Radikale Venstre, at alle børnesager på Langeland blev genåbnet for at se, om der også var begået fejl i dem. Det drejer sig om i alt 60 sager. Der var dog ikke politisk opbakning til forslaget. 

Både 24syv og TV 2 Fyn har forsøgt at få et interview med Tonni Hansen, men det har han ikke ønsket.

- Ingen kommentarer, siger Tonni Hansen til TV 2 Fyn.

Oversigt

    Oversigt