Langelands borgmester vil sælge flere sommerhuse til udlændinge

Det skal være lettere for udlændinge at købe sommerhuse på Langeland. Øens borgmester vil have reglerne lempet, så der kommer liv i de tomme huse.

Der har været travlt hos EDC i Rudkøbing hen over sommeren. Men ejendomsmægleren har faktisk måtte afvise flere potentielle købere. De var nemlig udlændinge, der ikke lever op til reglerne for at kunne købe sommerhuse i Danmark. 

Ejendomsmægler Benny Boesgaard har måtte afvise 10 potentielle udenlandske købere de seneste par uger, fordi de ikke kan få dispensation til at købe hus i Danmark.
Ejendomsmægler Benny Boesgaard har måtte afvise 10 potentielle udenlandske købere de seneste par uger, fordi de ikke kan få dispensation til at købe hus i Danmark.
Foto: Pernille Gram

Og det ærgrer øens borgmester, Tonni Hansen. 

quote Det er meget bedre at få liv i dem, end vi skal bruge penge på at rive dem ned.

Tonni Hansen, borgmester, Langeland 

- Jeg synes, det er rigtig positivt, at folk uden for Danmark har lyst til at købe sommerhuse på Langeland, siger Tonni Hansen (SF) og fortsætter:

- Vi har jo masser af huse, der står tomme, som ikke kan blive solgt. Det ville være skønt, hvis der var folk fra andre lande, som ville købe og renovere dem og bruge dem. 

Sådan kan en udlænding få lov til at købe sommerhus:

Tonni Hansen så derfor gerne, at reglerne blev lempet, så det blev lettere for udlændinge at købe sommerhuse på Langeland.

Men det skal være de huse, som er svære at sælge og gerne helårshusene, fordi Langeland ikke har bopælspligt, lyder det fra borgmesteren. 

quote Når man køber et sommerhus, er det for at bruge det. Og så er det fordi, man holder af stedet.

Tonni Hansen, borgmester, Langeland

- Vi vil rigtig gerne have en mulighed for at finde 50 til 100 huse, som er svære at sælge og som meget gerne må sælges til udlændinge, fordi der så kommer liv i dem. 

- Og det er meget bedre at få liv i dem, end vi skal bruge penge på at rive dem ned, siger han.

Lad nu danskerne komme til

Siden 2007 har antallet af udlændinge, der har fået dispensation til at købe sommerhuse i Danmark været stærkt stigende. Sidste år fik 374 tilladelse til at købe sommerhus, mens tallet i 2007 var 54. 

Det er dog ikke alle på Langeland, som synes godt om borgmesterens forslag. Dansk Folkeparti siger klart nej tak til at lempe på reglerne. 

- Det, der ligger tilbage, er huse, der har været til salg i en årrække på grund af finanskrisen. Og nu er der kommet hul på bylden. Vi ser jo, at selv københavnere er kommet tilbage til Langeland for at købe huse. Lad nu være med at ødelægge det, og lad os give mulighed for, at danskerne kan få deres hjem tilbage, siger kommunalbestyrelsesmedlem i Langeland Kommune, Kim Welcher (DF).

Hvad er det, du frygter ved at liberalisere reglerne en smule?

Så bliver det opkøbt. Så bliver vi ligesom Sylt i Tyskland. Der er mange, der griner af det, men faktum er, at der ikke kan bo helt almindelige arbejdere på Sylt i dag, siger Kim Welcher.

quote Lad nu være med at ødelægge det, og lad os give mulighed for, at danskerne kan få deres hjem tilbage.

Kim Welcher, DF, Langeland

Langeland bliver ikke overtaget af tyskere

Tonni Hansen mener, det er noget pjat at frygte for at hele området bliver overtaget af kapitalstærke udlændinge, som kun bruger husene et par uger om året. 

- Når man køber et sommerhus, er det for at bruge det. Og så er det fordi, man holder af stedet. Det vil sige, man bruger sine weekender og ferier her, mener borgmesteren.

Langeland har sammen med andre yderkommuner søgt om dispensation til at få lov til at sælge sommerhuse til udlændinge, selvom de ikke opfylder reglerne. 

- Jeg vil blive ved med at presse på at få en dispensation. I første omgang bare til os kommuner, hvor det kunne være en fordel, siger Tonni Hansen. 

Mens Langelands SF-borgmester vil lempe kravene er DF lodret uenige. Se indslag fra Langeland og interview med DFs Alex Ahrendtsen.

Oversigt

    Oversigt