Louise Sanders sidste mink aflivet

Mink-eventyr er nu fortid for Louise Sander, der søndag fik aflivet sin sidste.

Det var en sorgens dag for Louise Sander fra Langeland, da hun søndag aflivede sin sidste mink på sin minkfarm i Tranekær.

- Det er meget mærkeligt. Det kan ikke beskrives, fortæller hun om det faktum, at alle hendes 14.000 mink nu er aflivet og lagt i frysecontainere.

Regeringens mål var, at alle mink i Danmark skulle være aflivet inden 16. november. For Louise Sander er det mål nået.

- Den sidste vogn er ved at blive læsset nu med de sidste dyr, og så er det slut.

Regeringens mål var, at alle mink i Danmark skulle være aflivet inden 16. november.
Regeringens mål var, at alle mink i Danmark skulle være aflivet inden 16. november.
Foto: Flemming Ellagaard

Mink frosset ned

Fordi Louise Sander ikke har kunnet få nogen af sine mink pelset, har hun følt sig nødsaget til at fryse alle ned indtil hendes pelseri har tid.

- Det har ikke været muligt at få pelset med den her korte tidsfrist, fortæller hun om beslutningen om at fryse hele mink ned i to store lejede frysere, der står i hendes gårdsplads.

- Det her er bare aflivning og så prøve at redde så mange skind, som vi overhovedet kan, så de ikke skulle smides ud.

Minkene er frosset ned hele med kroppe, hvilket ifølge Louise Sander ikke er normal praksis og måske kan resultere i, at pelsene bliver dårlige.

- Det er slet ikke en proces, som der er kendt. Jeg kender ikke nogen, som har prøvet det før, så vi risikerer at nogle skind går i stykker, siger Louise Sander.

Forvirrende forløb

Når Louise Sander tænker tilbage på de seneste ugers aflivning, så er det med en følelse af, at hele forløbet kunne være blevet grebet bedre an.

- Jeg var forvirret hele tiden, fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle.

Hun glæder sig over, at de mange aflivninger af mink nu er et overstået kapitel, men er usikker over fremtiden.

- Det bliver dejligt, at det er overstået det her helvede, men det er jo ikke rart at tænke på det, der så er fremtiden nu. Nu det slut. Det gælder for alle, siger hun.

Oversigt

    Oversigt