Opposition: Find nyt udrejsecenter

Regeringen svigter et løfte fra valgkampen, hvis den opgiver at lave nyt udrejsecenter.

Tirsdag aften har regeringen oplyst, at den dropper planer om et nyt udrejsecenter på Langeland, som den ellers præsenterede i sidste uge.

Dermed skal de 130 beboere, som skulle flytte ind på det nye udrejsecenter for kriminelle udlændinge og personer på tålt ophold, blive boende, hvor de bor nu: på Kærshovedgård i Midtjylland.

Beslutningen er ifølge regeringen et resultat af, at oppositionen sammen med støttepartiet SF har erklæret sin modvilje mod et nyt center på Langeland.

Men det er ifølge flere partiledere i oppositionen et svigt, at regeringen ikke i stedet går i gang med at finde en ny placering - såsom på øen Lindholm, som den tidligere regeringen foreslog.

- Det er et helt uforståeligt svigt, at regeringen nu vil droppe at flytte udvisningsdømte kriminelle væk fra Kærshovedgård i Midtjylland, siger Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen i en skriftlig kommentar.

- Det løser absolut ingen problemer, og det er helt urimeligt at efterlade borgerne i lokalområdet i utryghed på ubestemt tid.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at der fortsat hviler et ansvar på regeringen for at finde en placering til et nyt udrejsecenter.

- Regeringen har lovet midtjyderne, at de her personer skal flyttes fra Kærshovedgård. Det løfte må stå ved magt, siger han.

- Nu bliver det ikke på Langeland. Så må regeringen komme med nye bud.

- Hvis regeringen holder fast i at holde de her mennesker på Kærshovedgård, så bryder de et klart løfte fra valgkampen om, at de vil finde et nyt udrejsecenter til de her mennesker.

Minister bærer ansvar

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har modsat bedt det flertal i Folketinget, der ikke ville have et udrejsecenter på Langeland, om at tage ansvar.

Den opfordring giver De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, ikke meget for. Han mener, at ministeren bærer ansvaret for, at der nu ikke er flertal for nogen løsning.

- Han har været for hurtigt ude og sige Langeland, når enhver kan se, at det byder man ikke det lille lokalsamfund, siger Søren Pape Poulsen, der ikke kan forstå, hvorfor regeringen opgiver at lave et nyt udrejsecenter.

- Han skal stoppe med at være bitter over det her.

Ifølge De Konservatives formand er det ikke en vej frem at splitte de 130 tiltænkte beboere ud over hele landet, sådan som De Radikale og SF har foreslået.

- Det tror jeg ikke, er en løsning af hensyn til ophold- og meldepligt. Det er en teoretisk løsning, siger han.