Rebellen er tilbage: Ny bog om de svagestes sidste chance

Bogen,"Kom Nu Ned på Jorden - et liv i socialpsykiatrien på Langeland," beskriver Ole Sørensens liv og hans mangeårige arbejde indenfor socialpsykiatrien.

Ole Sørensen har fortalt sin historie til journalist, Marianne Vestergaard Nielsen, fordi han gerne vil have frem, hvad han har oplevet gennem mange års arbejde indenfor socialpsykiatrien, og fordi han har mødt stor nysgerrighed efter at vide, hvad han selv er lavet af, og hvordan han blev til "Rebellen fra Langeland".

Selv synes han, det er skørt at blive kaldt "rebel" for at behandle andre mennesker ordentligt.

I foromtalen af bogen bliver Ole Sørensen betegnet som de svageste borgeres sidste chance. 

I skolen gik han efter dem, der var efter de små. I sit lange arbejdsliv har han taget sig af de mest udsatte i samfundet, og han har givet plejebørn og hjemløse unge samme vilkår som sine egne to sønner derhjemme.

Ole Sørensen blev født i Asferg nær Randers i 1955. I 1972 gik han på Kogtved Søfartsskole i Svendborg og uddannede sig senere som plejer på Psykiatrisk Afdeling i Risskov.

I 1987 arbejdede han i distriktpsykiatrien i Svendborg, og han var med til at etablere Langelands første socialpsykiatri.

Ved siden af har han arbejdet som lastbilchauffør og skovarbejder.

Sammen med sin ekskone har han to sønner og en adopteret datter, som tidligere var i pleje hos ham og konen. 

Uddrag fra "Kom nu ned på jorden"
"Vi er nødt til at forstå, at 'samfundet' starter hos os selv, og at vi hænger sammen. Samfundet er ikke noget, 'de andre' må tage sig af. Vi er et stort hav af en masse bølger. Lige nu er du måske oppe, men om lidt kan det være, at det er dig, der er nede. Alle kan uden videre blive syge, skilt eller ramt af stor sorg, som det kræver hjælp at komme videre fra. Det er lettere at fange den gode bølge igen, hvis du kan holde dig flydende, fordi der er salt nok i vandet.

"Vi mangler salt i vores hav, for flere falder til bunds nu. Vi har brug for at rulle en modbølge
i gang. Starten er et stærkere sammenhold, større tillid og mere øjenkontakt. Med en kraftig understrøm af handling. Og held og lykke til alle egoisterne, der tror, de kan adskille sig fra havet og stadig være en bølge. Vi ses vandpytter." 

"Kom nu ned på jorden" udkommer 9. november 2016 på forlaget, Peoples Press.

Her kan du se en række udsendelser om Ole Sørensen, som TV 2/FYN bragte i serien, "Ole og de skæve eksistenser".

Oversigt

    Oversigt