Se video: Her sprætter mand to bildæk op

Fyns Politi efterlyser en mand, der har skåret de samme bildæk op fire gange over et halvt år i Rudkøbing.

Fire gange siden november 2019 har Aase Prindsholms bil fået dækkene punkteret. 

En mand har skåret venstre for- og bagdæk på en grøn bil op med en kniv på Chr. Kiilsgaardsvej i Rudkøbing.

Fyns Politi beder om hjælp til at finde manden, som kan ses skære i dækkende på en overvågningsvideo.

- Vi formoder, at manden har et horn i siden på Aase, der ejer bilen. Der må være et personligt motiv, siger politikommisær ved Fyns Politi i Svendborg Christian Billesø. 

To gange er han fanget på overvågningsbilleder. Begge gange er hærværket foregået før klokken 06.00 om morgenen.

For mange mekanikerbesøg

Hjemme hos Aase på Chr. Kiilsgaardsvej er hun ved at være godt træt af, at sende sine dæk til mekanikeren i tide og utide.

- Alle mine dæk ligger hos mekanikeren, for jeg har nået at få dem lappet ind i mellem og få sat nye på, siger Aase Prindsholm og fortæller, at hun har været ved mekanikeren fire til fem gange de seneste par måneder. 

Aase Prindsholm står ved sin bil, der gentagne gange har fået dækkene skåret op.
Fotograf: Morten Albek

Første gang blev tre dæk punkteret, de andre gange har det været tre dæk, der har været udsat for hærværk.

- Det koster jo hver gang, og det synes jeg ikke kan være rimeligt. Som min søn siger, så er det måske en, vi snakker med en gang i mellem i byen. Det kan være en, som vi bliver forbavset over. Men jeg kunne godt tænke mig grunden, siger Aase Prindsholm.

Ved du noget?

Senest 24 maj har manden været på spil i Rudkøbing på samme adresse.

Aase aner ikke, hvem han kan være. Derfor efterlyser Fyns Politi manden.

Han formodes at være dansk med lys hud på mellem 60 og 70 år, cirka 180 cm høj, almindelig til kraftig af bygning, briller med mørkt stel, gråt hår og skægstubbe. På videoen bærer han en mørkeblå kasket, mørk jakke, grå bukser og mørke sko. 

- Det gør mig ked af det, for jeg aner ikke hvorfor og hvad, jeg har gjort ham. Og hvis det er en, jeg har generet på en eller anden måde, så gå dog hen og ring på min dørklokke og sig: kan vi to ikke lige snakke om det her, siger Aase, der håber at politiet finder manden.

Hvis du kan genkende manden på videoen, bedes du ringe på 114.

Oversigt

    Oversigt