Tesfaye vil ikke give begrundelse for valg af Langeland

Integrationsminister Mattias Tesfaye vil ikke forklare, hvilke overvejelser der lå til grund for, at regeringen valgte at lægge et udrejsecenter på Langeland.

Offentligheden får ikke nogen nærmere forklaring for grunden til, at regeringen valgte at placere et udrejsecenter på Langeland. Det skriver integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i et svar til det fynske folketingsmedlem, Mai Mercado (K).

Mai Mercado havde skriftligt spurgt ministeren om, hvilket grundlag regeringen baserede sin beslutning om at placere et udrejsecenter på Langeland på.

I sit spørgsmål den 21. maj skrev Mai Mercado således: 

- Hvad er beslutningsgrundlaget for udpegelsen og købet af Holmegaard på Langeland, og har regeringen lavet en undersøgelse af, hvor udvisningsdømte bedst kan placeres, som lovet i forståelsespapiret aftalt mellem regeringen, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten?

- Jeg stillede spørgsmålet fordi jeg ret tidligt nærer en mistanke om, at der ikke er noget beslutningsgrundlag for den her beslutning, og når man har den mistanke så skal man have svar på den tvivl, siger Mai Mercado.

Vil ikke spille lokalsamfund ud mod hinanden

En uge senere, den 28. maj, kom så svaret fra integrationsminister Mattias Tesfaye (S), og her lød det, at regeringen ikke vil delagtiggøre offentligheden i dens overvejelser om begrundelsen for placeringen. 

- Vi kommer ikke til at fremlægge alle de overvejelser, regeringen har gjort sig. Sådan en svær beslutning bør træffes af en ansvarlig regering og ikke i en offentlig debat, der kan gøre endnu flere lokalsamfund utrygge og risikerer at spille kommuner ud mod hinanden, skriver integrationsminister Mattias Tesfaye blandt andet i sit svar til det konservative folketingsmedlem. 

quote Grundlæggende kan man se, at han ikke har lyst til at forholde sig til det jeg spørger om, nemlig hvilket beslutningsgrundlag, der var for valget af Langeland

Mai Mercado, folketingsmedlem, Kons.

Mercado: Ministeren snakker udenom

Det svar er Mai Mercado langt fra tilfreds med. Hun mener, at ministeren snakker udenom.

- Jeg har oplevet mange ministersvar til folketinget, og har også selv som minister svaret på spørgsmål til Folketinget. Det her har jeg næsten lyst til at sætte i glas og ramme fordi det er så ekstraordinært talen uden om. Det er en gang lirum-larum, siger Mai Mercado.

Og selvom ministeren altså ikke har svaret på spørgsmålet, så stopper Mai Mercado ikke med at forsøge at få et svar.

- Grundlæggende kan man se, at han ikke har lyst til at forholde sig til det, jeg spørger om, nemlig hvilket beslutningsgrundlag, der var for valget af Langeland. Det kommer han til alligevel i et samråd, hvor han skal svare mundtligt på spørgsmålet. Her håber jeg så, han vil uddybe sit svar og ikke bare holde fast i sit skriftlige svar, siger Mai Mercado.

I en mail til TV 2 Fyn skriver ministeren, at Langeland var den mindst dårlige løsning, men han vil ikke begrunde sit svar yderligere. 

- Denne beslutning var ikke truffet over natten. Den var overvejet gennem lang tid. Men jeg vil ikke fremlægge en liste over de fravalgte placeringer. Sådan en svær beslutning bør efter min mening træffes af en ansvarlig regering efter grundige faglige overvejelser og ikke i en ophedet offentlig debat, der blot gør endnu flere lokalsamfund utrygge og risikerer at spille kommuner ud mod hinanden. Det gavner intet. Men jeg kan sige, at vi har haft kigget nøje på mulighederne og fundet den efter min mening mindst dårlige løsning, skriver Mattias Tesfaye i en mail til TV 2 Fyn. 

Byger af spørgsmål til ministeren

Udover spørgsmålet fra Mai Mercado har flere folketingsmedlemmer stillet en byge af spørgsmål til integrationsminister Mattias Tesfaye om det nu skrinlagte valg om at placere et udrejsecenter på Langeland. 

Blandt de mange andre spørgsmål, som folketingsmedlemmer har stillet til integrationsministeren er også spørgsmål om‚ hvad der nu skal ske med Holmegaard, om regeringen mener, at den har spildt skatteborgernes penge ved at købe Holmegaard, om grundlaget for købsprisen, og hvilken rolle, som statsministeriet spillede ved valget af at placere et udrejsecenter på Langeland.  


Oversigt

    Oversigt