Tidligere borgmester hastet på sygehuset efter gaseksplosion

Den tidligere borgmester på Langeland Knud Gether (V) blev torsdag kørt til Svendborg Sygehus efter at have pådraget sig andengradsforbrændinger i en gaseksplosion på sin privatadresse.

Torsdag morgen lød et kæmpe brag på Strandløkken i Rudkøbing, da et skur nærmest blev jævnet med jorden i en gaseksplosion.

Eksplosionen skete i et murstensskur på den tidligere borgmester Knud Gethers (V) privatadresse, hvor han bor med sig hustru, Birgitte Gether. Det skriver Fyns Amts Avis.

Birgitte Gether var ikke selv til stede, da eksplosionen skete, men skyndte sig mod Svendborg Sygehus, da hun modtog opkaldet med nyheden. Her ankom hun inden ambulancen, der havde hentet hendes mand i hjemmet på Langeland.

Knud Gether blev kørt til Svendborg Sygehus, da han havde pådraget sig andengradsforbrændinger i ansigtet og på hænderne. Men selvom ulykken er alvorlig, kunne det være endt værre.

- Forbrændingerne er jo heldigvis småting i forhold til, hvad der kunne være sket. Der var en reol, der faldt ned over ham, og den har simpelthen reddet hans liv, fortæller Birgitte Gether til Fyns Amts Avis.

Gassen kom fra grillen

Ifølge Fyns Amts Avis er årsagen til gaseksplosionen en gasbeholder ved ægteparrets gasgrill, som de havde brugt aftenen forinden.

- Gasflasken til grillen har langsomt stået og lukket gas ud på den ene eller anden måde. Knud får så flyttet på en lighter, som antænder en gnist. Og så siger det bare "bum", siger Birgitte Gether til Fyns Amts Avis.

Den tidligere borgmester var gået ud i skurret for at hente sodavand til nogle hårdtarbejdende mænd på den anden side af vejen.

Det var Knud og Birgitte Gethers genbo, der ringede efter hjælp, da han hørte braget. Venstres spidskandidat på Langeland, Peder Hansen, var også forbi matriklen, da han er ejer huset, som Gether-parret bor til leje i.

- Det er et mirakel, at han overlevede det her. Det er selvfølgelig også slemt med forbrændinger, men heldigvis er der da ikke sket mere, siger Peder Hansen til Fyns Amts Avis.

Det er uvist, om Knud Gether bliver udskrevet i dag, eller om sygehuset beholder ham natten over. 

Oversigt

    Oversigt