Trafikdræbte opbevaret i garage

To mænd, som blev dræbt i en soloulykke på Langeland i sommeren 2017, blev efterladt af to ambulancer og endte med at blive opbevaret i en nærliggende garage.

De to mænd blev dræbt, da deres bil ramte et vejtræ nær Snøde på Langeland.

To ambulancer, en akutbil og en lægeambulance var på stedet, men kørte derfra, da mændene var erklæret døde, skriver Ekstra Bladet.

Årsagen er, at ambulancerne i Region Syddanmark ikke må køre med døde med henvisning til, at det er politiets ansvar.

Politiet bestilte derfor en rustvogn hos Falck. Efter halvanden time var den endnu ikke kommet, så de tilstedeværende betjente henvendte sig til en vognmand i nærheden af ulykkesstedet for at fjerne de døde fra ulykkesbilen af etiske årsager.

- Jeg spurgte en på stedet om, hvorfor søren de ikke blev kørt væk i en af de ambulancer, der havde været herude. Og så fik jeg at vide, at de ikke måtte køre med døde i ambulancen. Det var meget underligt, siger vognmand Kurt Hansen til Ekstra Bladet.

Han indvilgede dog i at hjælpe, og de to mænd blev anbragt i hans garage i ligposer, men der gik endnu en time, inden rustvognen dukkede op.

Andre regioners ambulancer kører med døde
Ekstra Bladet har spurgt de andre fire regioner, hvordan deres praksis er og den er markant anderledes:

 - Vi vægter det etiske aspekt meget højt, specielt hvis afdøde ligger i det offentlige rum. Derfor tager vi dem stort set altid med i ambulancen, når de eventuelt er skåret fri og en bilinspektør er færdig med sine undersøgelser, siger Benny Jørgensen, præhospital direktør i Region Sjælland, der understreger, at han kun udtaler sig på baggrund af proceduren i Region Sjælland.

Region Syddanmark har kun ønsket at kommentere sagen i en mail fra en pressechef. I mailen står:

 - Arbejdsdelingen omkring transport af afdøde er kendt både af politi og regioner. Derfor tilbyder vi ikke politiet ambulancekørsel af afdød, når opgaven er politiets ansvar, skriver pressechefen.

Falck erkender, at den tilkaldte rustvogn var længe om at nå frem, men fastslår, at det var den nærmeste vogn, der blev sendt afsted, og understreger, at rustvogne ikke må køre med udrykning. 

 

Oversigt

    Oversigt