Vanvittig sæson: Kajakbiksen har aldrig før haft så godt gang i salget

Kajakker er det nye sort. Det konstaterer Kajakbiksen i Rudkøbing og Lifeplan Kajak og Friluftsliv i Svendborg efter et år med rekordhøjt salg.

I Kajakbiksen i Rudkøbing har de travlt som aldrig før. 

Det fortæller Ole Sparrebro, hvis kone ejer Kajakbiksen, hvor han er ansat. 

- Vi har haft et væsentligt bedre salg i år end vi nogensinde har haft. Der er en del, der har udnyttet tiden under corona til at udleve deres drøm om at sejle kajak, siger han. 

Den største interesse har været i sommerpersioden, men selv på køligere solrige dage er der aftaler i bogen. 

- Vi oplever det selvfølgelig enormt positivt. Folks syn på Danmark har ændret sig, og man er blevet klar over, at den danske natur kan lige så meget som en tur til udlandet kan, siger Ole Sparrebro. 

quote Vi driver jo en lille, beskeden forretning, så det har været enormt positivt for os, og vi har en fornemmelse af, at de fleste faktisk holder ved, også når verden på et tidspunkt igen bliver normal

Ole Sparrebro, ansat i Kajakbiksen

På trods - eller på grund - af coronavirus og nedlukning har Kajakbiksen i 2020 solgt mere end nogensinde før. 

- Vi driver jo en lille, beskeden forretning, så det har været enormt positivt for os, og vi har en fornemmelse af, at de fleste faktisk holder ved, også når verden på et tidspunkt igen bliver normal, siger Ole Sparrebro. 

Kajakroning er det nye sort

Det er ikke kun i Rudkøbing, kajakroning hitter. I Lifeplan Kajak og Friluftsliv har de heller aldrig tjent så mange penge, som de gjorde i 2020. 

- Det har været en rigtig god sæson. Både med hensyn til salg af kajakker og udstyr, men også med hensyn til udlejning af kajakker har det været exceptionelt godt, fortæller ejer Frederik Laursen.

Så sent som i år har virksomheden satset og udvidet med et nyt såkaldt kajakmotel. Her har folk har mulighed for at opbevare deres kajak, hvis de har svært ved at finde plads til den derhjemme. Og den mulighed har der også vist sig at gemme sig en god forretning i.

- Vi har allerede 20 pladser, som er solgt, og der er flere i støbeskeneen. Der er også folk, som allerede har købt plads, men som bare venter på at få købt en kajak, siger Frederik Laursen. 

Regner med fortsat interesse

Frederik Laursen mener også, at den stigende interesse er en konsekvens af, at flere har tilbagt mere tid derhjemme på grund af corona.

-  I den her branche er det sådan, at vi har det godt, når folk bliver hjemme og skal finde på nogle aktiviteter som erstatning for de ferierejser, de normalt tager på. Der er mange, der har fundet ud af, at eventyret også er lige uden for vores egen dør - blandt andet her i Svendborg, siger han. 

Selvom flere bliver vaccineret, og situationen bevæger sig mod mere normale tilstande, tror Frederik Laursen stadig, at mange vil fortsætte med at sejle i havkajak på den anden side af pandemien. 

- For dem, der én gang har investeret i en hajkajak og noget udstyr, tænker og håber jeg, at de vil komme til at bruge det noget mere - også i fremtiden, siger han.

Oversigt

    Oversigt