Ved du noget om Jens Winther: Museum søger hjælp

Har du breve, billeder, genstande eller bare en god historie om grundlæggeren af Langelands Museum, Jens Winther, så vil museet gerne have dem.

Museumsinspektør Otto Uldum og historikeren Dorthe Chakravarty skal skrive en bog om Jens Winther, der grundlagde Langelands Museum. Derfor efterlyser de borgere, som måtte have effekter eller historier, der fortæller noget om ham.

quote Det vil være så ærgerligt at få kendskab til nye historier om Winther, når bogen er ude.

Otto Uldum, museumsinspektør, Langelands Museum.

- Vi har heldigvis en masse ting fra hans tid, men hvis der er nogle, som har breve, billeder eller bare gode historier om Winther og Hornum, så må man meget gerne kontakte os nu. Det vil være så ærgerligt at få kendskab til nye historier om Winther, når bogen er ude, siger Otto Uldum.

Forfatterne er også interesseret i effekter og historier om Jens Winthers husholderske og medhjælper frøken Hornum.

Jens Winther (1863 - 1955) var manufakturhandler i Rudkøbing med stor interesse for fortiden. 

Han grundlagde Langelands Museum i Rudkøbing i 1900, men fik også stor betydning for dansk arkæologi.

Han finansierede selv sine udgravninger og det meste af museet. 

Frøken Hornum var hans husholderske, men hun tog også med ud i udgravningerne og hjalp til. Derfor vil forfatterne også gerne høre mere om hende.

Oversigt

    Oversigt