Vestasfyringer er et gigantisk tilbageslag

Landsforeningen Landsbyerne mener, at Vestas-fyringer er et voldsomt tilbageslag for Udkantsdanmark. Mangel på arbejde vil skræmme folk væk, lyder det.

- Konsekvensen bliver, at folk søger væk fra Udkantsdanmark - det er nærliggende at flytte teltpælene hen til den nye arbejdsplads. Fraflytningen vil skabe et voldsomt tilbageslag for Udkantsdanmark.

Sådan lyder reaktionen fra Carsten Abild, formanden i landsforeningen Landsbyerne, efter Vestas nedlægger 3000 stillinger, primært på fabrikker i mindre byer.

En katastrofe

- Det er en katastrofe, når så stor en virksomhed afskediger så mange. Der bor cirka en million mennesker i Udkantsdanmark, og jeg frygter, at tallet bliver mindre nu, siger Carsten Abild.

Ifølge formanden vil Vestas-fyringerne betyde, at den udvikling, der er blevet kæmpet for det seneste stykke tid, tager et gigantisk skridt tilbage.
- Det er ikke alene arbejdsmarkedet, der kan mærke fyringerne.

Fraflytningen vil påvirke servicen betydeligt. Det skaber pres
på skoler og børnehaver, desuden kan det medføre et negativt syn på Udkantsdanmark, siger Carsten Abild.

Brug for hjælp

Trods fyringernes konsekvenser mener formanden ikke, at regeringen har svigtet. Men han understreger, at nu har Udkantsdanmark behov  for hjælp - mere end nogen sinde før.

- Vi har virkelig brug for hjælp. Der skal ydes en ekstra indsats, meget mere end før, siger han.

Vestas har indledt forhandlinger i forbindelse med lukning af fabrikker i Nakskov med 430 ansatte, i Skagen og Viborg med henholdsvis 130 og 343 ansatte samt aktiviteter hos Vestas Towers i Rudkøbing med 235 ansatte.

/ritzau

Oversigt

    Oversigt