I det fynske folks tjeneste

Langt fra lige: Her får hun at vide, hvor mange topchefer i fynske virksomheder der er kvinder

Kun 4 kvinder er øverste chef i 60 af Fyns største private virksomheder. Vi har været på gaden for at quizze folk i tallet, der kommer bag på mange.

01:49

Jwan Khouja og Caroline Nørgaard-Skov fra Assens var noget overraskede over, hvor få kvinder, der er administrerende direktører i de store fynske virksomheder. Video: Flemming Ellegaard

- Seks procent ... Det er faktisk lidt chokerende. Jeg forstår ikke, at det er så lavt, siger Julie Madsen fra Odense. Hun er en af dem, vi fanger på grusstien i Kongens Have i Odense til en quiz om ligestilling.

En helt frisk optælling, som TV 2 Fyn har lavet på 60 af Fyns største private virksomheder målt på ansatte, viser, at ud af de 60 administrende direktører, er 56 mænd. Kun fire er kvinder, hvilket svarer til 6,6 procent.

Læs også Mandlig eller kvindelig chef: Se, hvem der bestemmer i 60 store, fynske virksomheder

- Det er skidt, og det virker ikke helt fair. Jeg synes, det er ærgerligt, at det kommer an på ens køn, hvor højt man sidder i et firma. Man hører jo en del om, at barsel påvirker den slags, så jeg vidste godt, det var lavt. Men ikke så lavt, siger Julie Madsen, der selv gættede på, at tallet lå på 35 procent.

Mænd og kvinder på topposter

TV 2 Fyn har talt op, hvor mange mænd og kvinder der arbejder som direktører, bestyrelsesformænd og bestyrelsesmedlemmer i 60 af Fyns største virksomheder (målt på ansatte).

 

- Ud af de 60 administrerende direktører er 56 mænd. Fire er kvinder svarende til 6,6 procent.

- Ud af i alt 95 direktører er 87 mænd. Otte er kvinder svarende til 8,4 procent.

- Ud af de 59 virksomheder med en bestyrelse er 54 mænd. Fem er kvinder svarende til 8,5  procent.

- I de 59 bestyrelser sidder i alt 266 bestyrelsesmedlemmer. 43 kvinder og 223 mænd. Andelen af kvinder er 16,2 procent.  

Se mere

Et øjeblik efter kommer skolelærer Hanne Thøger fra Odense forbi. Hendes gæt på ni procent er tættere på det rigtige.

- Wauw ... Jeg tænker, Fyn måske er gammeldags. Jeg tror ikke, det er sådan overalt i Danmark, men det er en kompleks problemstilling. Det handler ikke bare om, at kvinder ikke kan komme til, det handler også om strukturerer i samfundet, derhjemme og personlige valg. Men jeg synes, det er fucking ærgerligt, for jeg tænker, at rigtig mange kvinder tænker anderledes end mænd, måske mere med følelser og mere humanistisk. Så det er pisseærgerligt, siger Hanne Thøger.

Taber kæben af overraskelse

Caroline Nørgaard-Skov og Jwan Khouja er lige kommet ind med bussen fra Assens, da TV 2 Fyn fanger dem i Kongens Have. De gætter begge to på, at andelen af de kvindelige administrerende direktører er på 35 procent. 

Læs også Langt fra lige: Kun 4 af de 60 største fynske virksomheder har en kvinde i spidsen

- What? Hold da op ... Det synes jeg, er for dårligt, siger Caroline Nørgaard-Skov og taber kæben af overraskelse, da det går op for hende, at tallet i virkeligheden er 6,6 procent.

- Jeg er lamslået. Jeg troede, der var mange flere. Det er lidt overvældende.

Nina Marud, Odense

- Der skal være mere fokus på, at kvinder kan få lov at have højere stillinger. Det ryster mig rigtig meget, for jeg går meget ind for ligestilling. Vi kvinder gør sgu et godt stykke arbejde, ligesom mænd gør. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvorfor det skal være sådan, fortsætter hun.

Jwan Khouja supplerer:

- Det er overraskende. Jeg troede, der var flere. Også fordi der er flere kvinder, når man ser på uddannelse, så der burde faktisk være flest kvinder på topposterne.

Lærer på Center for Specialundervisning for Voksen (CSV Odense) Katja Kok kommer lige fra en tur i biografen med to af sine elever Marianne Eiby og Nina Marud, hvor de har set kortfilm om ligestilling, fordi de har projekt om FN's 17 verdensmål. 

- Jeg er lamslået. Jeg troede, der var mange flere. Det er lidt overvældende faktisk, siger eleven Nina Marud.

Katja Kok er tættest på det rigtige tal af de tre med sit gæt på 20 procent. 

- Hold nu op ... Det må man sige. Det er noget af en skævvridning. Jeg var selvfølgelig godt klar over, at der sidder flere mænd på topposterne, men jeg troede, det var blevet bedre, og jeg troede, jeg var tæt på med mit gæt på 20 procent, hvilket jeg også stadig synes, er for lidt. Det er rigtig, rigtig ærgerligt, og det burde være højere, siger Katja Kok.