Minister om fynske kviklånsforslag: Spændende, men jeg har andre forslag

- Det vigtige er et opgør med kviklån, og det kan der være flere veje til, forklarer erhvervsminister Simon Kollerup (S) om forslag fra Odense. Nu varsler han forhandlinger.

Loft over renter, færre reklamer og bedre rådgivning. 

Det er nogle af de forslag til nye kviklånsrammer som Beskæftigelses- og Socialudvalget sammen med Ældre- og Handicapudvalget i Odense Kommune har sendt i et brev til tre ministre samt en række udvalg i Folketinget.

Én af modtagerne er erhvervsminister Simon Kollerup (S). 

- Jeg er meget taknemmelig for den inspiration, som kommer fra Odense, forklarer han. 

Det foreslår de to udvalg

Brevet er resultatet af en undersøgelse blandt socialt udsatte, som Odense Kommune stod bag i foråret 2019. Her spurgte man kommunalt ansatte til deres erfaringer med gældsramte og socialt udsatte borgere.

- Vi oplever, at kviklånsgribbe lokker socialt udsatte mennesker ud i gældsfælder. Det skal der sættes en stopper for, understreger Brian Dybro (SF), der er rådmand for beskæftigelses- og socialområdet i Odense Kommune. 

I brevet til Simon Kollerup (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) samt social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) lufter de to odenseanske udvalg flere forslag inden for kviklåns- og gældsområdet. 

Eksempelvis foreslår de odenseanske politikere på baggrund af Rådet for Socialt Udsattet, at man frivilligt kan registrere sig i kreditvurderingsselskabet RKI eller andre debitorregistre. På den måde kan man ikke tage lån. 

Målet er centralt

- Det er spændende tiltag, der kommer fra Odense, men jeg har også andre liggende på mit bord, fastslår ministeren og tilføjer:

- Det vigtige er et opgør med kviklån, og det kan der være flere veje til. 

Erhvervsministeren har tidligere selv luftet et forslag om et renteloft på lån. Det samme forslag finder man også på listen fra de to odenseanske udvalg. 

- Jeg kan se på listen, at der er flere ting, som vi også overvejer, forklarer han. 

Foruden et renteloft åbner ministeren for nye regler på reklameområdet. 

- Det er der, man frister folk til at tage et lån, som de slet ikke havde brug for, lyder det fra ministeren. 

Kræver snarligt opgør

Ifølge Simon Kollerup er det nødvendigt med opgør i forhold til kviklån inden for kort tid. 

 - Jeg vil rigtig gerne have det her til at ske meget snart. Derfor indkalder jeg Folketingets partier til forhandlinger om den her sag, understreger han. 

Ehrvervsministeren understreger, at et bredt samarbejde er nødvendigt. 

- Så kan tingene køre rimelig hurtigt. Vi kommer til at lave et opgør, lover han. 

Rådmand Brian Dybro har styr på forventningerne. 

- Der skal som minimum lægges nogle markante begrænsninger på kviklån. Det håber jeg, at vores forslag kan være med til, forklarer den odenseanske rådmand. 

Ministeren har ikke fastlagt de præcise datoer for forhandlinger, men han lover, at det bliver i løbet af efteråret. 

Brian Dybro (SF) håber på markante ændringer for kviklån.
Fotograf: Flemming Ellegaard

Oversigt

    Oversigt