RKI - se kortet: Så meget skylder din nabo

Næsten hver 20. fynbo er registreret i RKI. På Langeland finder man den største andel af skyldnere, mens Kerteminde er hjemsted for den gennemsnitlige højeste gæld.

57.032 kroner. 

Så mange penge skylder den gennemsnitlige fynbo, der er registreret i RKI. Det viser en opgørelse fra Experian, som selskabet har lavet for TV 2/Fyn. Det er Experian, der driver RKI, som er landets største register over dårlige betalere. 

Kan du ikke se kortet over kommunerne, så klik her.

Tallene fra Experian viser, at 4,49 procent af fynboerne i 2018 var registreret i RKI. Ifølge kreditsammenligningstjenesten er der tale om et fald på landsplan i antallet af personer i RKI. 

- Udviklingen indikerer, at flere danskere er blevet bedre til at håndtere deres privatøkonomi, forklarer Mette Frølund, der er kundeansvarlig for RKI hos Experian. Hun fortsætter:

- Men en stor del af årsagen til, at vi ser et fald, er også at forhandlere og virksomheder er blevet gode til at kreditvurdere deres kunder, inden de lader dem købe på afbetaling eller oprette lån. På den måde undgår virksomhederne dårlige betalere, og kunderne undgår gældsfælder.

 

 

Store kommunale forskelle

Ifølge opgørelsen er det særligt fynboer mellem 31 og 50 år, som Experian har noteret i RKI. Der er dog store forskelle på Fyn, 

I Assens Kommune er ni procent af de 21-30 årige registreret i RKI. I Faaborg-Midtfyn Kommune finder man samme tendens. Her drejer det sig om 9,4 procent af gruppen. 

RKI

I Odense er de unge tilsyneladende bedre til at passe deres gæld. Her er det "kun" fire procent af de 21-30 årige, som er registreret i RKI. 

Dykker man ned i tallene er der også store foreskelle på, hvor meget de forskellige fynske aldergrupper skylder. I Svendborg skylder gruppen af personer mellem 81-90 år i snit 240.420 kroner. Til sammenligning ligger det beløb på 2.287 kroner i Nyborg Kommune.

Forklaringen på den store forskel i den aldrende grupper er, at der i Svendborg er ganske få personer som skylder meget, mens beløbet i Nyborg er delt ud på et højere antal personer. 

Hvis man er registreret i RKI kan man søge gratis gældrådgivning hos blandt andre Forbrugerrådet og KFUM.